L 209 Forslag til lov om ændring af lov om social bistand.

(Forøgede retsgarantier ved indgreb i den personlige frihed).

Samling: 1975-76
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til socialudvalget.

Efter lovforslaget gives socialministeren hjemmel til på et hvilket som helst tidspunkt at gribe ind i en sags forløb efter bistandsloven, hvorimod en række afgørelser truffet på lavere administrativt niveau efter gældende lov er endelig. Endvidere indeholdt lovslaget bl. a. bestemmelser om visse ændringer i de regler, som kommer til anvendelse ved børns fjernelse eller rømning fra hjemmet.

Ved 1. behandling blev lovforslaget stærkt kritiseret af ministeren for skatter og afgifter på regeringens vegne samt af alle ordførere med undtagelse af fremskridtspartiets samt kristeligt folkepartis, som i henseende til fjernelses- og rømningsreglerne havde sympati for dele af forslagets bestemmelser herom.

Under 1. behandling blev sagen omkring Vietnambørnene og Henning Becker inddraget i forhandlingerne. Arentoft (FP) fremsatte følgende forslag om motiveret dagsorden:

„Idet folketinget opfordrer regeringen til

at sørge for, at Vietnambørnene og Henning Becker i løbet af få dage kommer til at bo sammen,

at behandle børnenes ønsker om udrejse til andet land med imødekommenhed og

at stå i stadig forbindelse om sagen med det af folketinget i henhold til grundlovens § 71, stk. 7, nedsatte tilsyn med administrativt frihedsberøvede.

fortsætter tinget behandlingen af lovforslaget."

Poul Schlüter (KF) fremsatte følgende forslag om motiveret dagsorden:

„Folketinget tilkendegiver, at de vietnamesiske flygtningebørn fortsat er velkomne og kan forblive i Danmark — så længe de selv ønsker det.

Folketinget pålægger derfor regeringen at sørge for, at børnene snarest får en rolig og normaliseret tilværelse samt tilbud om uddannelse og oplæring, der kan muliggøre, at børnene vil kunne klare sig som voksne i det danske samfund.

Folketinget fortsætter herefter behandlingen af lovforslaget."

Til sidstnævnte dagsordensforslag fremsatte forslagsstilleren følgende ændringsforslag :

"Andet afsnit ændres til følgende:

„Folketinget forventer derfor, at regeringen sørger for, at børnene snarest får en rolig og normaliseret tilværelse samt tilbud om uddannelse og oplæring, der kan muliggøre, at børnene vil kunne klare sig som voksne.""

Efter at Poul Schlüters ændringsforslag og forslag til motiveret dagsorden var blevet vedtaget med 114 stemmer mod 13 (9 FP og VS), medens 4 medlemmer (3 FP og Jens Peter Jensen (V)) hverken stemte for eller imod, var det af Arentoft stillede forslag bortfaldet.

Socialudvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Bernhardt Tastesen (S), Kirsten Sparre Andersen (V), Kjeld Wamberg (FP), John Arentoft (FP), Finnur Erlendsson (FP), Gunner Baunsgaard (RV), Ebba Strange (SF), Inge Krogh (KrF), Poul Schlüter (KF), Karen Thurøe Hansen (KF) og Hanne Reintoft (DKP)