L 196 Postlov.

Af: Minister for offentlige arbejder Niels Matthiasen (S)
Samling: 1975-76
Status: Stadfæstet
Lov nr. 318 af 10-06-1976
Efter 1. behandling henvist til udvalget om offentlige arbejder.

Loven er udtryk for en ajourføring af den hidtil gældende lov, der stammede fra 1919.

Den nye lov har ikke tilsigtet nogen egentlig ændring med hensyn til de forretninger, postvæsenet skal udføre. Det er dog fundet formålstjenligt, at postgirovirksomheden henføres til de forretninger, postvæsenet har pligt til at udføre, ligesom enkelte af de forretninger, som postvæsenet i henhold til den tidligere lov havde pligt til at udføre, nu er overført til den kategori af forretninger, som der er givet postvæsenet bemyndigelse til at udføre.

Da lovforslaget blev fremsat, indeholdt det endvidere den væsentlige ændring, at posttaksterne ikke mere skulle indgå i loven, men kunne fastsættes af ministeren for offentlige arbejder, idet dog taksterne for breve af vægt indtil 250 g samt taksterne for dagblade skulle godkendes af folketingets finansudvalg.

Under behandlingen i folketinget blev den foreslåede takstfastsættelsesmåde ændret således, at folketinget fortsat fastsætter hovedtaksterne for besørgelsen af postvæsenets vigtigste forretninger.

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 140 stemmer mod 11 (DKP og VS), medens 10 (SF) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Normann Andersen (S), Jens Jacobsen (V), Leif Glensgård (FP), Jens Bilgrav-Nielsen (RV), Kurt Brauer (SF), Johannes Burgdorf (KF), Svend Erik Sørensen (KrF), Villy Fuglsang (DKP) og Christian Arnfast (CD)