L 194 Forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om uddannelsesråd.

Af: Undervisningsminister Ritt Bjerregaard (S)
Samling: 1975-76
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til undervisningsudvalget.

Lovforslaget er en konsekvens af en nylig gennemført omstrukturering af undervisningsministeriet.

I forbindelse hermed nedsattes et centralt uddannelsesråd (C. U. R.) samt en række sektoruddannelsesråd til afløsning af nogle af de mange permanente råd, kommissioner og udvalg, som hidtil har været rådgivende for undervisningsministeren vedrørende uddannelsesspørgsmål. Det er undervisllingsministerens erklærede hensigt i så vidt omfang som muligt at nedlægge de råd, udvalg m. v., hvis opgaver helt eller delvis er sammenfaldende med opgaverne for de nye uddannelsesråd.

Ifølge lovforslaget foreslås 6 råd nedlagt, nemlig seminarierådet, uddannelsesrådet vedrørende børnehave- og fritidspædagogseminarierne, teknikumrådet, uddannelsesrådet for maskinist og maskinmesteruddannelsen, uddannelsesrådet for handels- og kontorfagene samt skolerådet for de tekniske uddannelser. Endvidere foreslåes ophævet den særlige lovhjemmel for nedsættelse af et planlægningsråd for de højere uddannelser, idet dette råd nu er afløst af uddannelsesrådene.

Der blev ikke afgivet betænkning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Jens Kristian Hansen (S), John Haaber (V), Eva Rothenborg (FP), Svend Haugaard (RV), Kristine Heltberg (SF), Christian Christensen (KrF), Gerda Møller (KF), Freddy Madsen (DKP), Christian Arnfast (CD) og Steen Folke (VS)