Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

Efter loven, der trådte i kraft den 1. april 1976, gives der arbejdsministeren adgang til at bestemme, at reglen om, at en kasse, hvis offentlige anerkendelse er bortfaldet efter den 1. april 1966, først har ret til refusion af udgifter i forbindelse med udbetaling af dagpenge m.v., når der er forløbet 4 fulde regnskabsår efter meddelelse af ny anerkendelse, og der for denne tid er indbetalt medlemsbidrag, ikke skal finde anvendelse, hvis den tidligere anerkendelse er bortfaldet som følge af kassens egen beslutning herom.

Om baggrunden for det fremsatte lovforslag, der i sin oprindelige skikkelse afveg en del fra det vedtagne lovforslag, udtalte arbejdsministeren i sin fremsættelsestale bl. a.:

„ ... Idet jeg i øvrigt skal henvise til bemærkningerne til lovforslaget, gør jeg opmærksom på, at der her foreligger et tilfælde, hvor en bestemmelse, som i sin tid er indført i arbejdsløshedsloven, for en enkelt arbejdsløshedskasse — nemlig kommunalarbejdernes — har fået virkninger, som utvivlsomt ikke har været tilsigtet.

...

Jeg foreslår derfor at ophæve § 80 og gør opmærksom på, at dette ikke vil få aktuel betydning for andre, bestående, ikke anerkendte arbejdsløshedskasser, og at de økonomiske konsekvenser af lovforslaget for staten vil være af begrænset omfang."

Ved 1. behandling fik lovforslaget en overvejende velvillig modtagelse af ordførerne fra S, KF, SF, DKP og VS, medens ordførerne fra V, FP, RV og KrF forholdt sig kritisk over for den af ministeren valgte fremgangsmåde. Arnfast (CD) tog ikke ved 1. behandling direkte stilling til lovforslaget.

I den af udvalget afgivne betænkning stillede ministeren ændringsforslag om en ny affattelse af lovforslagets tekst (svarende til det ovenfor refererede indhold af loven), hvorom det bl. a. hedder i de ledsagende bemærkninger:

„Under behandlingen af lovforslaget er der fra nogle sider givet udtryk for betænkelighed ved en ophævelse af bestemmelsen om 4 års fristen for adgang til statsrefusion for en arbejdsløshedskasse, som selv har givet afkald på statsanerkendelsen og senere anerkendes påny.

Arbejdsministeren finder på grundlag af drøftelserne, at formålet med lovforslaget også kan opnås ved, at der i loven gives arbejdsministeren en beføjelse til at dispensere fra 4 års fristen, ikke blot — som efter den gældende lov — når ministeren har frataget en kasse anerkendelsen (efter lovens § 38), men også når en kasse frivilligt har opgivet anerkendelsen (lovens § 36).

Der gives herved mulighed for at tilpasse ordningen til de konkrete omstændigheder i det enkelte tilfælde.

...

Det forudsættes endvidere, at en sådan dispensation kun gives på særlige vilkår, som navnlig kan bestå i, at arbejdsløshedskassen til statskassen indbetaler et beløb ud over det beløb til sikring af dagpengeret fra anerkendelsesdatoen, som andre nyanerkendte kasser normalt må udrede. Beløbet bør stå i et rimeligt forhold til den besparelse, arbejdsløshedskassen har opnået ved ikke at have haft statsanerkendelse.

Hvis ændringsforslaget gennemføres, vil arbejdsministeren give Kommunalarbejdernes Arbejdsløshedskasse ny statsanerkendelse fra 1. april 1976 imod, at der til statskassen indbetales i alt 20 mill. kr. senest en uge efter lovens vedtagelse, dog tidligst den 12. april 1976. ..."

Et flertal (udvalget med undtagelse af fremskridtspartiets og kristeligt folkepartis medlemmer af udvalget) indstillede lovforslaget til vedtagelse med det af arbejdsministeren stillede ændringsforslag. Et mindretal inden for flertallet afgav dog følgende mindretalsudtalelse:

„Et mindretal inden for flertallet (venstres medlemmer af udvalget) ønsker dog principielt at fastslå, at det beløb, der ved fornyede statsanerkendelser skal indbetales til statskassen, mindst bør svare til den beregnede besparelse, den manglende statsanerkendelse har bevirket. Da mindretallet imidlertid må erkende, at der i denne sag ikke er flertal for at følge dette princip, tilslutter mindretallet sig flertallets indstilling."

Et mindretal (fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) indstillede lovforslaget til forkastelse, idet det bl. a. udtalte, at det ikke ønskede „at medvirke til dette forsøg på at yde statsstøtte til forskellige socialdemokratiske støtteforeninger". Et andet mindretal (kristeligt folkepartis medlem af udvalget) kunne erklære sig enig i de af mindretallet inden for flertallet anførte principielle betragtninger og ville redegøre for sin stilling ved lovforslagets 2. behandling.

Efter at det af arbejdsministeren stillede ændringsforslag var blevet vedtaget ved 2. behandling uden afstemning, stillede Hölge (FP) ændringsforslag til 3. behandling, hvorefter Kommunalarbejdernes Arbejdsløshedskasse alene skulle kunne opnå offentlig anerkendelse mod indbetaling af mindst 24.090.034 kr., hvilket beløb efter det oplyste udgjorde den nettobesparelse, kassen havde opnået inden for de sidste 4 regnskabsår ved ikke at have status som offentlig anerkendt arbejdsløshedskasse. Ændringsforslaget forkastedes med 134 stemmer mod 23 (FP), medens 7 medlemmer (KrF) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod, hvorefter lovforslaget vedtoges med 143 stemmer mod 23 (FP).