L 184 Lov om ændring af lov om anpartsselskaber.

Af: Handelsminister Erling Jensen (S)
Samling: 1975-76
Status: Stadfæstet
Lov nr. 105 af 17-03-1976
Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Loven ændrer § 19, stk. 2, i lov nr. 371 af 13. juni 1973 om anpartsselskaber således, at det udtrykkeligt fremgår, at et anpartsselskab kan tilbyde medarbejdere i selskabet eller dets datterselskab tegning af anparter til favørkurs, uden at selskabet skal iagttage kravet i § 60, stk. 1, idet en beslutning herom kan gennemføres med almindelig vedtægtsmajoritet.

Ændringen indebærer, at det uden iagttagelse af kravet i § 60, stk. 1, kan vedtages, at beslutning om fortegningsret til favørkurs skal omfatte alene medarbejdere i moderselskabet eller i et eller flere datterselskaber eller en kombination af disse muligheder. Derimod vil det ikke i et datterselskab uden iagttagelse af kravet i § 60, stk. 1, kunne besluttes at give fortegningsret til favørkurs til medarbejdere i moderselskabet eller i søsterselskaber.

Begrundelsen for forslaget fremgik af bemærkningerne til lovforslaget og forelæggelsestalen og var den samme som begrundelsen for det samtidigt fremsatte forslag til lov om ændring af lov om aktieselskaber, se nærmest forudgående sag, og hvorom det udtales, at det problem, som industrien har påpeget, også gør sig gældende, hvor moderselskabet er et anpartsselskab.

Lovforslaget kom til 1. behandling sammen med det nævnte forslag til ændring af aktieselskabsloven.

Erhvervsudvalget afgav en fælles betænkning og en fælles tillægsbetænkning over forslagene.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 109 stemmer mod 25 (FP og VS); 4 medlemmer (DKP og Rosing) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
R. Lysholt Hansen (S), Jens Peter Jensen (V), Leif Glensgård (FP), Aase Olesen (RV), Ole Olsen (SF), Erik Ninn-Hansen (KF), Inger Stilling Pedersen (KrF), Kaj Hansen (DKP) og Kurt Hansen (VS)