L 125 Forslag til lov om ændring af lov om luftfart.

Af: Minister for offentlige arbejder Niels Matthiasen (S)
Samling: 1975-76
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til udvalget om offentlige arbejder.

Lovforslaget indeholdt to dele:

1. En ændring af den gældende lovs kapitel 6, hvorefter sondringen mellem offentlige og private flyvepladser ophæves, således at der for alle pladsers vedkommende kræves en tilladelse, der kun må gives, når anlægget eller udvidelsen findes forenelig med almene hensyn.

2. En ændring af den gældende lovs kapitel 9, hvorefter der skulle ske en forhøjelse af ansvarsgrænsen for skade på flypassagerer til 375.000 kr. pr. passager, dog kun for så vidt angår befordring udført af dansk lufttrafikforetagende.

I udvalgets beretning over lovforslaget fremgår det, at et flertal (V, FP, KF, KrF og CD) ikke finder, at der er behov for den foreslåede ændring i luftfartslovens kapitel 6, men at man ønsker de foreslåede ændringer i kapitel 9 gennemført i den kommende folketingssamling.

Et mindretal (S, SF og VS) fremhæver i beretningen, at man fortsat betragter lovforslaget som en helhed.
Partiernes ordførere
Normann Andersen (S), Ivar Hansen (V), Leif Glensgård (FP), Jens Bilgrav-Nielsen (RV), Kurt Brauer (SF), Oluf von Lowzow (KF), Svend Erik Sørensen (KrF), Villy Fuglsang (DKP) og Erik Sigsgaard (VS)