L 122 Forslag til lov om ændring af lov om valg til folketinget.

Af: Mogens Tange (FP) , Svend Bay (FP) , Mogens Glistrup (FP) og Palle Hölge (FP)
Samling: 1975-76
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvises til kommunaludvalget.

Lovforslaget kan sammenfattes i følgende 3 hovedpunkter:

1. Reglen om, at et nyt parti til deltagelse i valget senest 14 dage før valgets afholdelse kan anmeldes for indenrigsministeren af et antal vælgere, der mindst svarer til 1/175 af samtlige ved det sidst afholdte folketingsvalg afgivne, gyldige stemmer, foresloges ændret således, at anmeldelsen blot skulle være underskrevet af eller bilagt anmeldelseserklæringer fra mindst 1.000 vælgere.

2. I tilfælde, hvor der ikke er anmeldt partiliste, foresloges det endvidere, at indenrigsministeren ved hvert valg foretager en lodtrækning til fastsættelse af, med hvilket bogstav den alfabetiske rækkefølge skal begynde, hvorved man ville undgå, at stemmesedlen i disse tilfælde hver gang starter med kandidater, hvis efternavn begynder med A.

3. Den såkaldte 2 pct.-spærregrænse som betingelse for opnåelse af tillægsmandater foresloges ophævet.

Ved 1. behandling blev lovforslaget i sin helhed afvist af såvel indenrigsministeren som Poul Mortensen (S), medens Steen Folke (VS) stort set kunne anbefale dette. For så vidt angik de øvrige partiers ordførere, indtog de en forskellig holdning til de enkelte ovenfor anførte hovedpunkter. Med hensyn til punkt 1 kunne ingen af disse ordførere gå ind herfor, medens der syntes at være villighed til at drøfte punkt 2. For så vidt angik punkt 3, blev dette støttet af ordførerne fra SF, DKP og CD, medens Aase Olesen (RV) trods sympati herfor lagde stærk vægt på, at en eventuel ændring af disse regler blev gennemført i så bred enighed som muligt. Ordførerne fra KF og KrF tog ikke endelig stilling til dette punkt, medens Jacob Sørensen (V) tog afstand herfra.

Udvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Thomas Erik Have (S), Jacob Sørensen (V), Svend Bay (FP), Mogens Tange (FP), Aase Olesen (RV), Poul Dam (SF), Ritta Ahm (KrF), Hagen Hagensen (KF), Freddy Madsen (DKP), René Brusvang (CD) og Steen Folke (VS)