Efter at ordføreren for forespørgerne (Tove Nielsen (V)) havde begrundet forespørgslen, afgav undervisningsministeren (Ritt Bjerregaard) en redegørelse.
I den efterfølgende debat deltog — foruden ordføreren for forespørgerne og undervisningsministeren — følgende ordførere for partierne: Erling Olsen (S), Halvgaard (FP), Jytte Røge (FP), Svend Haugaard (RV), Maigaard (SF), Gerda Møller (KF), Chr. Christensen (KrF), Freddy Madsen (DKP), Erik Bauer (CD) og Steen Folke (VS). Uden for ordførernes kreds talte Eva Rothenborg (FP) og Erhard Jakobsen (CD).
Under forhandlingerne fremsatte ordføreren for forespørgerne (Tove Nielsen (V)) følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 9079):
„Idet folketinget konstaterer, at 13-skalaen er forenelig med den nye folkeskolelov,
opfordrer folketinget ministeren til at undlade at bruge sin bemyndigelse til at indføre en ny karakterskala, som er så lidt differentieret, at den karaktergivning, der er vedtaget i folkeskoleloven, bliver illusorisk,
og går dermed over til den næste sag på dagsordenen."
Maigaard (SF) fremsatte følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 9091):
„Idet folketinget henviser til betænkning over forslag til lov om folkeskolen (af Tove Nielsen m.fl.), der er afgivet af undervisningsudvalget den 6. juni 1975,
bekræfter det sin opfordring til undervisningsministeren om, at ministeren skal tage initiativet til et udredningsarbejde med henblik på en forenkling af den nuværende karakterskala (13-skalaen),
og går dermed over til næste sag på dagsordenen."
Hertil stillede Erling Olsen (S) på egne, Svend Haugaards (RV) og Maigaards (SF) vegne følgende ændringsforslag (F. sp. 9131):
„Ordene „bekræfter det sin opfordring til undervisningsministeren om, at ministeren skal tage initiativet til" ændres til:
„konstaterer det, at ministeren har igangsat"."
Det af Tove Nielsen fremsatte forslag om motiveret dagsorden vedtoges med 79 stemmer (V, FP, KF, KrF, CD og Lembourn (UP)) mod 76 (S, RV, SF, DKP og VS); 1 medlem (Patursson (Færø.)) stemte hverken for eller imod.
Hermed bortfaldt det af Maigaard fremsatte forslag om motiveret dagsorden og det af Erling Olsen hertil stillede ændringsforslag.