B 83 Forslag til folketingsbeslutning om inddragelse af arbejdsfrie indtægter og om beskæftigelsesfremmende foranstaltninger.

Af: Knud Jespersen (DKP) , Kaj Hansen (DKP) og Hanne Reintoft (DKP)
Samling: 1975-76
Status: Bortfaldet
Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

„Folketinget opfordrer regeringen til at inddrage arbejdsfrie indtægter og øge beskæftigelsen på følgende måde:

1. Værdistigningerne på jord og faste ejendomme indefryses som en offentlig prioritet, der ikke kan belånes.

2. De nuværende skatteunddragelser bekæmpes ved registrering af alle værdipapirer. Alle indkomster over 500.000 kr. pålægges en ekstraskat på 15 pct., og formueskatten fordobles. Aktieselskabsskatten forhøjes. Der indføres en udstykningsafgift på alle udlejningsejendomme, der udstykkes til ejerlejligheder.

3. Alle dyrtidsportioner fritages for beskatning, indtil reguleringspristallet medregner skatter og afgifter i beregningsgrundlaget med den faktiske vægtprocent.

4. Kontrakten om levering af 58 fly til 2.400 millioner kr. til forsvaret annulleres.

5. Gennem øget statsfinansiering skal igangsættes opførelse af 5.000 beskyttede boliger, 2.000 plejehjemspladser og 10.000 almennyttige boliger. Der skal gennemføres en planmæssig sanering og byfornyelse af gamle boligkvarterer.

6. Kommuner og amtskommuner skal aktivt støttes, så de får finansielle muligheder til igangsættelse af påtrængende, men længe udskudte arbejder, bl. a. sociale institutioner. Samtidig udvides de offentlige investeringer, så der kan igangsættes de længe projekterede opgaver, bl. a. igangsættelse af undergrundsbane i København, fast forbindelse over Store Bælt og udbygning af rensningsanlæg.

7. Ansættelsesstoppet, investeringsrammer og låneloft for stat, amter og kommuner ophæves. Personalenormeringerne i social-, sundheds- og undervisningsvæsenet må føres tilbage til niveauet i 1973-74.

8. Folkepensionsalderen nedsættes.

9. Udenrigshandelen skal reguleres for at nedsætte underskuddet på betalingsbalancen."

Det fremgår af de bemærkninger, der ledsagede forslaget, og hvor de enkelte punkter nærmere er uddybet, at forslaget sigter mod en samfundsøkonomisk omfordeling af byrderne og mod fuld beskæftigelse.

Forslaget, der blev fremsat i mødeperioden fra den 17. til den 20. august 1976, nåede ikke at komme til 1. behandling.