I skrivelse af 28. januar 1976 anmodede justitsministeren om folketingets samtykke til, at der rejstes tiltale mod folketingsmedlem Buchart Petersen for overtrædelse af færdselslovens § 24, stk. 1, og § 37, stk. 3.

Andragendet blev i overensstemmelse med forretningsordenens § 25, næstsidste punktum, henvist til udvalget for forretningsordenen, der — efter at have behandlet sagen — enstemmigt indstillede (B. sp. 553), at folketinget gav sit samtykke til, at justitsministerens anmodning blev imødekommet.

Betænkningen indeholdt følgende mindretalsudtalelse:

„Et mindretal (fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) ønsker dog at fremhæve, at der ikke har fundet nogen egentlig udvalgsbehandling sted, hvorpå folketinget har det fornødne grundlag til at træffe afgørelse om, hvorvidt beføjelserne i medfør af grundlovens § 57 skal udøves, sådan at samtykke meddeles, eller at samtykke nægtes. Udvalget har alene hørt regeringens mening om sagen, men ikke noget om, hvorvidt det pågældende folketingsmedlem selv mener, at immuniteten bør ophæves, og i benægtende fald hvilke grunde han måtte have at anføre i så henseende.

Da udvalgsflertallet imidlertid har gennemtrumfet at ville afgive betænkning uanset sagens manglende oplysning, og da der ikke for mindretallet foreligger særlige grunde til at antage, at justitsministerens anmodning ikke skulle imødekommes, samt da det pågældende folketingsmedlem i givet fald har adgang til at ytre sig under sagens behandling i folketingssalen, der om fornødent kan afbrydes, således at sagen tilbagesendes til egentlig udvalgsbehandling, har mindretallet ikke villet afgive dissentierende indstilling."

Folketinget tiltrådte 13. februar enstemmigt udvalgets indstilling (F. sp. 5952).