Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.
Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:
„Folketinget opfordrer regeringen til inden 1. november 1976 at fremsætte lovforslag indeholdende forbud mod arbejdsstandsninger på hospitaler og plejehjem.
Forbudet skal gælde uanset årsagen til eventuelle uoverensstemmelser og omfatte alle ansatte.
Til løsning af uoverensstemmelser skal forslaget indeholde regler for voldgiftsafgørelse."
Om baggrunden for forslaget hedder det i de ledsagende bemærkninger:
„Da konflikten på de fynske sygehuse indtraf i efteråret 1975, blev det bekræftet, at det ikke på det hidtidige grundlag er muligt at hindre arbejdskonflikter på hospitaler. Forslaget tager sigte på at klargøre, at uanset årsagerne til uoverensstemmelser vil det altid være ulovligt at iværksætte arbejdsstandsninger på hospitaler og plejehjem. Arbejdskampe bør ikke få konsekvenser for patienter, der helbredsmæssigt er afhængige af behandling, eller for personer, der velfærdsmæssigt er afhængige af personlig pleje. Derfor må et forbud på disse områder være generelt.
Oplysninger, der er fremkommet efter arbejdsstandsningen på de fynske hospitaler, har afsløret, at selv en kort konflikt på hospitaler kan indebære risiko for patienters liv og helbred. En sådan risiko vil altid være til stede ved hospitalskonflikter. Da uoverensstemmelser på dette område selvsagt ikke kan udelukkes i enhver situation, indeholder forslaget også, at der ved uoverensstemmelser skal være voldgiftsafgørelse."
Ved 1. behandling beskæftigede såvel arbejdsministeren som flere af de øvrige partiers ordførere sig med vanskeligheden ved at afgrænse begrebet livsvigtige områder. Både arbejdsministeren og Søren B. Jørgensen (S) gav desuden udtryk for, at de af forslaget omhandlede problemer burde det overlades til arbejdsmarkedets parter selv at løse, og gjorde i tilslutning hertil opmærksom på, at der allerede i forvejen fandtes dels regler for behandlingen af ulovlige konflikter, dels regler, der ved lovligt etablerede arbejdsstandsninger sikrede, at livsvigtigt arbejde fritages for konflikt. Også Nathalie Lind (V) fandt, at disse problemer burde kunne løses tilfredsstillende af arbejdsmarkedets parter. Voigt (FP) var enig i forslagets sigte, men fandt, at forslagsstillerne i stedet for et forslag til folketingsbeslutning burde have fremsat et egentligt lovforslag. Ordførerne fra KF, KrF og CD så med sympati på forslagets intention, idet dog især Brusvang (CD) fandt det vanskeligt at formulere en generel lovbestemmelse herom. Ordførerne fra SF, DKP og VS kunne ikke støtte forslaget, som de betragtede som et forsøg på at indføre tvungen voldgift ad bagdøren.
Udvalget afgav ikke betænkning over forslaget.