B 6 Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af en statsanerkendt arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende m. n.

Samling: 1975-76
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

„Folketinget opfordrer arbejdsministeren til at fremsætte forslag til lov om oprettelse af en arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende og andre, for hvem der ikke i øjeblikket eksisterer nogen statsanerkendt arbejdsløshedskasse."

Om baggrunden for forslaget hed det i de ledsagende bemærkninger:

„I den af arbejdsmarkedsudvalget den 23. maj 1975 afgivne betænkning over forslag til lov om ændring af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. (Bortfald af 18 års aldersgrænsen for medlemskab, halvårlige reguleringer af arbejdsløshedsdagpenge, ophævelse af det generelle maksimum for arbejdsløshedsdagpenge, nedsættelse af ventetiden for ret til dagpenge, ophævelse af det særlige arbejdskrav for 22-årige m.v.) udtales af et mindretal (socialdemokratiets, det radikale venstres og kristeligt folkepartis medlemmer af udvalget) bl.a.:

„8. Arbejdsministeren har over for udvalget givet tilsagn om at gennemføre et udvalgsarbejde, hvorunder arbejdsløshedsforsikringen kan anskues på et bredere grundlag, end det har været muligt i de senere år. Det forudsættes dog, at nødvendigt lovarbejde på dette område ikke udelades på grund af udvalgets arbejde. Mindretallet finder det nødvendigt, at nedenstående yderst påtrængende problemer udtages til forlods behandling under et sådant udvalgsarbejde:

A. Indførelse af en arbejdsløshedsforsikringsordning for selvstændige erhvervsdrivende.

Især i de senere år har mange mindre selvstændige erhvervsdrivende måttet opgive deres virksomhed. Under de nuværende ugunstige beskæftigelsesforhold har de ofte vanskeligt ved at få arbejde, og de er derfor, hvis de ikke er i besiddelse af formue, henvist til at gå på socialkontoret for at få hjælp. Det er ikke rimeligt, at disse personer ikke har mulighed for — mens de er selvstændige — at forsikre sig med henblik på tiden efter ophøret af den selvstændige virksomhed. Disse personer er jo gennem deres skattebetaling med til at betale en væsentlig del af de dagpenge, der udbetales til de arbejdsløshedsforsikrede."

I samme betænkning kræver venstres medlemmer af udvalget bl.a., at udvalgsarbejdet med henblik på en løsning af de selvstændiges problemer gennemføres så hurtigt som muligt, og det konservative folkepartis medlem af udvalget udtaler bl.a., at de selvstændige erhvervsdrivendes ret til medlemskab må sikres, og at det må indgå i overvejelserne at gennemføre en arbejdsløshedsforsikring, der omfatter alle.

I en rapport om den danske arbejdsmarkedspolitik udarbejdet af OECD gør man opmærksom på, at det er en svaghed ved det danske system, at kun 40 pct. af den samlede arbejdsstyrke er medlem af en arbejdsløshedskasse.

I betragtning af, at arbejdsløsheden siden betænkningsafgivelsen i maj måned ikke har udviklet sig i gunstig retning, og at en yderligere forværring kan forventes, samt at der i folketinget ved behandlingen af ovennævnte lovforslag var et stort flertal for ønsket om indførelse af en arbejdsløshedsforsikringsordning for selvstændige erhvervsdrivende, finder forslagsstillerne, at lovinitiativ på dette område er en hastesag."

Forslaget fik ved 1. behandling, hvor det behandledes sammen med forslag til folketingsbeslutning om en fælles arbejdsløshedskasse for alle (se B. II. nr. 4), en overvejende velvillig modtagelse af såvel arbejdsministeren som ordførerne med undtagelse af ordførerne fra DKP og VS.

Udvalget afgav ikke betænkning over forslaget. For så vidt angår udvalgets arbejde med den af forslaget omhandlede problematik kan dog henvises til årbogens omtale af lov om ændring af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. (Arbejdsløshedsforsikring for selvstændige erhvervsdrivende, nyuddannedes dagpengeret, dagpengeydelsens varighed, ferie m. v. (se A. 1. nr. 4).
Partiernes ordførere
Inge Fischer Møller (S), Johan Philipsen (V), Hans Bach (FP), Ingomar Petersen (RV), Gert Petersen (SF), Aksel Knudsen (KrF), Erik Ninn-Hansen (KF), Jørgen Jensen (DKP), Svend Tønnesen (CD) og Kurt Hansen (VS)