B 46 Forslag til folketingsbeslutning om ændring af ligningsloven. (Beregning af lejeværdi for fritidshuse).

Af: Erhard Jakobsen (CD) , Jes Schmidt (CD) og René Brusvang (CD)
Samling: 1975-76
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Forslaget havde følgende indhold:

„Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte forslag til ændring af ligningsloven, for så vidt angår beregningen af lejeværdi for fritidshuse, således at ejere af fritidshuse, der benyttes i mindre end 6 mdr. om året, med virkning fra og med indkomståret 1976 kun skal indtægtsføre 50 pct. af den efter gældende regler beregnede lejeværdi ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst."

Forslagsstillerne anførte i de ledsagende bemærkninger følgende:

„Ved det foreliggende forslag ønskes opnået en omgående lempelse i den særlig urimelige beskatning på fritidsboliger.

Anvendelsen af fritidshuse er oftest tidsbegrænset, og centrum-demokraterne finder, at der ved beskatningen bør tages hensyn hertil."

Ved 1. behandling udtalte ministeren for skatter og afgifter, at regeringen ikke kunne gå ind for forslaget, fordi det ville være klart i strid med det boligforlig, der var gældende m. h. t. lejeværdierne, men herudover fandt han, at der i høj grad kunne sættes et spørgsmålstegn ved forslagsstillernes betragtninger om, at anvendelsen af de sædvanlige lejeværdiregler for fritidshusene skulle være særlig urimelige.

Forslaget fremsattes sammen med forslag til folketingsbeslutning om ændring af ligningsloven (Regleme vedr. tofamilieshuse) af samme forslagsstillere (se B. II. nr. 46) og blev ved 1. behandling behandlet sammen med dette og følgende forslag: forslag til lov om ændring af ligningsloven (Forhøjelse af standardfradrag for parcelhuse, indførelse af standardfradrag for ejerlejligheder (af Jes Schmidt m.fl.) (se A. II. nr. 81), forslag til folketingsbeslutning om ændring af ligningsloven (Lejeværdiregler m.v.) (af Jens Foged m.fl.) (se B. II. nr. 45) og forslag til folketingsbeslutning om ændring af ligningsloven (Lejeværdiregler m.v. for fritidshuse) (af Jens Foged m.fl.) (se B. II. nr. 44).
Partiernes ordførere
Ove Hansen (S), Henning Christophersen (V), J. E. Foged (V), Kirsten Jacobsen (FP), Per Gudme (RV), Sigurd Ømann (SF), Poul Schlüter (KF), Arne Bjerregaard (KrF), Kaj Hansen (DKP) og Preben Wilhjelm (VS)