B 41 Forslag til folketingsbeslutning om ændring af ligningsloven. (Lejeværdiregler m.v.).

Samling: 1975-76
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Forslaget havde følgende indhold:

„Folketinget opfordrer regeringen til at udarbejde lovforslag om ændring af ligningsloven efter følgende retningslinjer:

1. Af ejerboliger svares 2 pct. afgift af den til enhver tid gældende ejendomsvurdering. Afgiftsprovenuet fordeles mellem stat, amter og kommuner.

2. Forinden afgift beregnes, foretages fradrag, der indeksreguleres i overensstemmelse med udviklingen i den almindelige ejendomsvurdering, idet 16. almindelige vurdering sættes lig 100:

a. for ejendomme beliggende i byzoneområeler, 200.000 kr.

b. for ejendomme beliggende i landzoneområder, 120.000 kr.

c. for folke-, invalide- og enkepensionister forhøjes fradraget med 50 pct.

3. Vedligeholdelsesudgifter, kloakudgifter og vandafgifter anses for private udgifter og kan ikke fradrages den skattepligtige indkomst.

4. Udleje af dele af egen bolig tillægges kun den skattepligtige indkomst for den del af lejeindtægten, der overstiger 5 pct. af ejendomsvurderingen.

5. Den fikserede ejendomsskyld til staten bortfalder.

6. Loven træder i kraft den 1. januar 1978."

Forslaget var en delvis genfremsættelse, idet det fremtrådte som en del af det af de samme forslagsstillere i folketingsåret 1974-75 fremsatte forslag til folketingsbeslutning om ændring af ligningsloven (Lejeværdiregler m.v.) (se Folketingsårbog 1974-75, side 668).

Ved 1. behandling udtalte ministeren for skatter og afgifter, at regeringen ikke kunne gå ind for forslaget, idet han henviste til sine bemærkninger, da forslaget var til 1. behandling i det foregående folketingsår.

Forslaget fremsattes sammen med forslag til folketingsbeslutning om ændring af ligningsloven (Lejeværdiregler m.v. for fritidshuse) af samme forslagsstillere (se B. II. nr. 44) og blev ved 1. behandling behandlet sammen med dette og følgende forslag: forslag til folketingsbeslutning om ændring af ligningsloven (Beregning af lejeværdi for fritidshuse) (af Erhard Jakobsen m.fl.) (se B. II. nr. 47), forslag til folketingsbeslutning om ændring af ligningsloven (Reglerne vedr. tofamilieshuse) (af Erhard Jakobsen m.fl.) (se B. II. nr. 46) og forslag til lov om ændring af ligningsloven (Forhøjelse af standardfradrag for parcelhuse, indførelse af standardfradrag for ejerlejligheder (af Jes Schmidt m.fl.) (se A. II. nr. 81).
Partiernes ordførere
Ove Hansen (S), Henning Christophersen (V), J. E. Foged (V), Kirsten Jacobsen (FP), Per Gudme (RV), Sigurd Ømann (SF), Poul Schlüter (KF), Arne Bjerregaard (KrF), Kaj Hansen (DKP), Erhard Jakobsen (CD) og Preben Wilhjelm (VS)