L 56 Forslag til lov om ændring af lov om påligningen af indkomst-og formueskat til staten.

(Komplementarers skattemæssige stilling.).

Samling: 1974-75 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Ved lovforslaget foresloges i ligningsloven indsat som ny bestemmelse følgende:

„§ 28 A. Har eller får en kommanditist negativ kapitalkonto skattemæssigt, sørger ligningsmyndigheden for, at komplementarens skattepligtige indkomst nedsættes med forøgelsen af den negative kapitalkonto eller forhøjes med formindskelsen, alt for så vidt forskydningen hidrører fra nettofradrag eller nettoindtægt i henhold til skattelovgivningens regler. Er der flere komplementarer, fordeles beløbene mellem dem i samme indbyrdes forhold, som gælder ved fordeling af tab og vinding. Fradraget, respektive indtægten, anses erhvervet for komplementaren pr. udløbsdagen for kommanditistens regnskabsår."

Til lovforslaget var knyttet følgende bemærkninger:

„Den holdning, landsskatteretten har taget ved kendelse af 7. januar 1974, ønskeliggør en positiv lovbestemmelse til fastlæggelse af komplementarers skattemæssige stilling. Der henvises i øvrigt til lektor Aage Michelsens fremstilling i Revisions- og Regnskabsvæsen 1974, side 223-242."

Ved lovforslagets 1. behandling kom skatte- og afgijtsministeren ind på, at der for tiden ikke findes udtrykkelige lovregler for, hvorledes den skattemæssige stilling er for såvel komplementarer som kommanditister, og ministeren sluttede med at udtale følgende:

„Foreløbig mener jeg, at vi må afvente afgørelsen ved domstolene i den nævnte kommanditistsag. Når denne afgørelse foreligger, er jeg positivt indstillet over for, at hele spørgsmålet om beskatningen af deltagerne i kommanditselskaber — altså såvel kommanditister som komplementarer — tages op til en samlet undersøgelse. Viser det sig herunder, at der er behov for positive lovregler i stedet for, at spørgsmålene overlades til retsanvendelsen, så vil vi i regeringen være rede til lovgivning herom.

Lige her og nu at gennemføre en enkelt lovbestemmelse på dette ret store område, som fremskridtspartiet forestiller sig, det tror jeg ikke er rigtigt."

Flertallet af de politiske partiers ordførere gav tilslutning til den opfattelse, at det er nødvendigt at kende domstolenes endelige stilling til landsskatteretsafgørelsen, før man begynder at lovgive på dette område.

Skatte- og afgiftsudvalget, hvortil lovforslaget henvistes efter 1. behandling, afgav ikke betænkning over forslaget inden folketingsårets afslutning.
Partiernes ordførere
Jens Kampmann (S), J. E. Foged (V), Mogens Glistrup (FP), Bernhard Baunsgaard (RV), Sigurd Ømann (SF), Ib Stetter (KF) og Arne Bjerregaard (KrF)