L 55 Forslag til lov om ændring af lov om leje.

(Om retten til at holde mindre husdyr).

Af: Jens Møller (KrF)
Samling: 1974-75 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til boligudvalget.

Lovforslaget tilsigtede at give lejere ret til i det lejede at holde en bund, en kat, stuefugle, akvariefisk eller lignende mindre dyr, for så vidt dette ikke var en ulempe for ejendommen eller dennes beboere.

Lovforslaget indeholdt samtidig bestemmelser, der skulle sikre ejernes rimelige rettigheder.

Om baggrunden for lovforslaget anføres i de ledsagende bemærkninger:

„Det bør anses for en menneskeret at kunne holde en hund eller en kat eller andre mindre husdyr. Især mange enlige og barnløse ægtepar har et meget stærkt behov for et sådant dyr, og det kan ikke være rimeligt, at kun ejere af parcelhuse samt særlig heldige lejere kan få dette behov tilfredsstillet."

Lovforslaget fandt ingen tilslutning ved 1. behandling. De fleste af ordførerne gav udtryk for — i overensstemmelse med det af boligministeren anførte — at spørgsmålet om retten til at holde mindre husdyr ikke skulle løses ad lovgivningsvejen, men gennem det ved den nye lejelov indførte beboerdemokrati.

Boligudvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget inden folketingssamlingens slutning.
Partiernes ordførere
Winnie Russell (S), Svend Erik Hovmand (V), Aase Olesen (RV) og Karen Thurøe Hansen (KF)