L 245 Lov om midlertidig ændring af lov om tobaksafgifter.

Af: Minister for skatter og afgifter Svend Jakobsen (S)
Samling: 1974-75 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 438 af 16-09-1975
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Loven havde følgende indhold:

„§ 1.

I lov om tobaksafgifter, jfr. lovbekendtgørelse nr. 297 af 1. juni 1973, som ændret ved lov nr. 536 af 15. oktober 1973 og ved lov nr. 237 af 16. maj 1974, foretages følgende ændringer:

1. I § 1, punkt A, C, E og F, ændres „detailprisen" til: „den afgiftspligtige værdi".

2. § 3, stk. 4, affattes således:

„Stk. 4. I tilfælde, hvor en afgiftsberigtiget vare afsættes til en højere detailpris end den afgiftspligtige værdi, reduceret med 1/20, skal der foretages efterberigtigelse efter nærmere fastsatte regler."

3. § 4, stk. 2, 1.-3. pkt., affattes således:

„Enhver pakning skal være forsynet med angivelse af indholdets art og mængde, den pågældende vares afgiftspligtige værdi samt fremstillerens eller indførerens navn og hjemsted. Den afgiftspligtige værdi er varens detailpris (uden merværdiafgift, men indbefattet afgift efter denne lov) tillagt 15 pet. Den afgiftspligtige værdi for cigaretter kan pr. stk. kun udgøre et antal hele eller halve ører. I stedet for varens afgiftspligtige værdi kan angives afgiftsklassens prisgrænser."

§ 2.

Loven træder i kraft den 29. september 1975 og bortfalder med udgangen af februar måned 1976."

Loven er foranlediget af den samtidig med lovens vedtagelse gennemførte midlertidige nedsættelse af merværdiafgiften. Loven medfører at den gældende beskatning af tobaksvarer ikke ændres i den periode, hvor merværdiafgiften midlertidigt nedsættes.

Lovforslaget blev ved 1. behandling behandlet sammen med forslag til lov om midlertidig ændring af merværdiafgiftsloven (Nedsættelse af afgiften) (se A. 1. 2. samling nr. 126) og de samtidig med dette lovforslag behandlede forslag.

Loven blev ved 3. behandling vedtaget med 148 stemmer mod 4 (VS), medens 8 (KF) hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Kjeld Olesen (S), Svend Andersen (S), Henning Christophersen (V), Anders Andersen (V), Svend Andersen (FP), Steffen Kjærulff-Schmidt (FP), Mogens Glistrup (FP), Kjeld Wamberg (FP), Bernhard Baunsgaard (RV), Sigurd Ømann (SF), Hilmar Baunsgaard (RV), Gert Petersen (SF), Poul Schlüter (KF), Arne Bjerregaard (KrF), Jens Møller (KrF), Knud Jespersen (DKP), Erhard Jakobsen (CD), Jes Schmidt (CD), Steen Folke (VS) og Preben Wilhjelm (VS)