L 195 Lov om forlængelse af kollektive overenskomster m.v. i Grønland.

Af: Minister for Grønland Jørgen Peder Hansen (S)
Samling: 1974-75 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 230 af 12-06-1975
Efter 1. behandling henvist til samme udvalg som forslag til lov om ændring af lov for Grønland om indførselsafgifter m.v. (A.I., nr. 36).

Ved loven forlænges de kollektive overenskomster for Grønland, der er indgået med lønmodtagerorganisationer med hjemsted uden for Grønland. Loven svarer i det væsentlige til den tilpassede lov om forlængelse af kollektive overenskomster og aftaler m.v. (se A.I. nr. 5), som gælder for det øvrige Danmark. Når lønmodtagerorganisationer med hjemsted i Grønland er undtaget fra loven, skyldes det ønsket om en indkomstudjævning på Grønland, idet lønmodtagerorganisationer med hjemsted i Grønland repræsenterer de lavestlønnede lønmodtagergrupper i Grønland. Herudover afskaffer loven den procentvise dyrtidsregulering og indfører en ensartet ørebeløbsregulering for alle lønmodtagere. Der gives 40 øre pr. time til personer over 18 år og 20 øre pr. time til personer under 18 år for hver 3 points stigning i det grønlandske reguleringspristal.

Loven må ses i sammenhæng med lov om ændring af lov om tjenestemandslønninger m. m. og klassificering af statens tjenestemandsstillinger i Grønland (se A. I. nr. 41).

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 115 stemmer (S, V, RV, KF, KrF og CD) mod 30 (FP, DKP og VS), medens 10 (SF) undlod at stemme.
Partiernes ordførere
Søren B. Jørgensen (S), Povl Brøndsted (V), John Arentoft (FP), Edele Kruchow (RV), Lars Emil Johansen (SF), Johannes Burgdorf (KF), Svend Erik Sørensen (KrF) og Villy Fuglsang (DKP)