L 194 Forslag til lov om ændring af ligningsloven.

(Overførsel af indkomstunderskud til senere eller tidligere indkomstår).

Samling: 1974-75 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Lovforslaget var en genfremsættelse af et af det radikale venstre i folketingsårets 1. samling fremsat forslag, hvorfor der med hensyn til forslagets formål og indhold her skal henvises til behandlingen heraf i nærværende årbog (se 1. samling, A. II., nr. 78).

Ved genfremsættelsen anførte forslagsstillerne i bemærkningerne bl. a. følgende:

„Når vi fra radikal side har ventet lidt med at genfremsætte forslaget, skyldes det, at vi ville se, om der fra den nye regerings eller andre partiers side ville fremkomme forslag, der enten overflødiggjorde vort forslag, eller som dette eventuelt kunne kædes sammen med. Det første er ikke tilfældet, og hvad det andet angår, er der af venstre fremsat et lovforslag — oprindelig som et regeringsforslag, senere optaget af Anders Andersen m. fl. (forslag nr. 30 til lov om skattemæssig tilbageførsel af underskud i aktieselskaber m. v.) — der nok har lighedspunkter med det radikale forslag, men dog efter vort skøn ikke er vidtrækkende nok. Venstres forslag angår kun aktieselskaber og giver kun mulighed for skattemæssig tilbageførsel af underskud i 2 år, medens vort forslag gælder alle skattepligtige erhvervsdrivende og tillige giver mulighed for at fremføre underskuddet over i alt 5 år. Vi lægger især megen vægt på, at disse lovregler også kommer til at omfatte enkeltmandsvirksomheder, da marginalprocenten i skatteudskrivningen for disse skatteydere er meget højere end aktieselskabsskatten."

Lovforslaget blev ved 1. behandling modtaget køligt af ministeren for skatter og afgifter, der sluttede sin gennemgang med følgende: „umiddelbart forekommer det, når man tager den omfattende administration i betragtning og sammenligner denne med den efter min vurdering noget tvivlsomme positive effekt af forslaget, betænkeligt at gennemføre et forslag med det skitserede indhold."

Lignende skepsis udtryktes af socialdemokratiets ordfører, medens der fra ordførerne for venstre, fremskridtspartiet og det konservative folkeparti udtryktes forhandlingsvilje, hvorimod ordførerne for socialistisk folkeparti, Danmarks kommunistiske parti og venstresocialisterne alle var afvisende.

Skatte- og afgiftsudvalget, hvortil lovforslaget henvistes, afgav ikke betænkning herover inden folketingsårets afslutning.
Partiernes ordførere
Jens Kampmann (S), Knud Enggaard (V), Mogens Glistrup (FP), Sigurd Ømann (SF), Bernhard Baunsgaard (RV), Hagen Hagensen (KF), Kaj Hansen (DKP) og Steen Folke (VS)