Efter 1. behandling henvist til kommunaludvalget.

Med loven, der træder i kraft den 1. april 1976, overføres statshospitalerne for sindslidende og de dertil hørende plejehjem til de amtskommuner, hvori de er beliggende, således at den psykiatriske sygehusfunktion kommer til at indgå som en integreret del af de enkelte amtskommuners sygehusvæsen.

Om baggrunden for lovforslaget og hovedindholdet heraf udtalte indenrigsministeren i sin fremsættelsestale:

„Lovforslaget må ses som et vigtigt led i den igangværende omlægning af byrde- og opgavefordelingen mellem staten og amtskommunerne, som der har været bred politisk enighed om at gennemføre, efter at kommunalreformen har gjort det muligt også at overdrage opgaver, der kræver et stort befolkningsunderlag, til kommunerne.

Forslaget må dog i lige så høj grad ses som et resultat af en lægevidenskabelig udvikling, der har nedbrudt skellet mellem legemlige og psykiske sygdomme. Før i tiden kunne det være rimeligt at betragte sindssygevæsenet som en forsorgsopgave, der kunne administreres selvstændigt i den statslige regie. I dag kan en meget stor del af sindslidelserne — ligesom de legemlige sygdomme — behandles, således at det forekommer urimeligt, at der gælder forskellige regler for de to patientgrupper. Dertil kommer, at man i stigende grad er blevet opmærksom på psykologiske faktorers betydning for legemlige sygdomme og behandlingen heraf. Disse forhold gør det ønskeligt, at den psykiatriske specialviden er til rådighed i enhver amtskommunes sygehusvæsen. Den nævnte lægevidenskabelige udvikling har da også allerede givet sig udslag i, at flere amtskommuner har oprettet egne psykiatriske afdelinger, og i, at de nyere statshospitaler er opført i nær tilknytning til store kommunale sygehuse. De igangværende bestræbelser på at forbedre den samlede styring og prioritering af sundhedsvæsenet gør det endelig ønskeligt, at det psykiatriske og det somatiske hospitalsvæsen administreres af de så, Time organer efter de samme retningslinjer. Netop dette er for mig at se en meget væsentlig ting, at prioriteringen af de psykiatriske behandlingsopgaver i forhold til de andre offentlige opgaver, som skal løses i vort samfund, nu henlægges til de folkevalgte, der forestår prioriteringen med hensyn til det almindelige sygehusvæsen, amtsrådene. Jeg nærer fuld tillid til, at vore amtspolitikere vil forstå at leve op til det ansvar over for disse patientkategorier, som bliver dem pålagt ved overførelsen af denne meget store og vigtige opgave.

I overensstemmelse med disse synspunkter er det bl. a. fastslået i lovforslaget, at de psykiatriske institutioner i fremtiden skal forvaltes efter sygehuslovens regler. Da hospitalerne imidlertid ikke er fordelt således, at der i hver amtskommune ligger et hospital af passende størrelse, og da de nuværende indlæggelsesområder som følge deraf ikke følger amtskommunegrænserne, er det dog foreslået, at man indtil videre opretholder de nuværende indlæggelsesområder. På længere sigt er det dog tanken, at hver amtskommune selv skal sørge for, at en tilstrækkelig psykiatrisk service kan ydes inden for dens eget sygehusvæsen... "

Ministeren redegjorde derefter nærmere for de økonomiske og personalemæssige spørgsmål i forbindelse med overførelsen og for de retningslinjer, hvorefter de tænktes løst i en overgangsperiode.

Ved 1. behandling fik lovforslaget en overvejende velvillig modtagelse af ordførerne fra S, V, RV, KF, SF og KrF. Erlmdsson (FP) kunne støtte tanken om at indplacere de psykiatriske afdelinger i det almindelige sygehusvæsen, men så med skepsis på lovforslagets hensigt om at overlade disse opgaver til amtskommunerne, der efter fremskridtspartiets opfattelse var et overflødigt mellemled i vort folkestyre. Erlendsson mente tillige, at der ikke kunne opnås besparelser ved en gennemførelse af loven. Kaj Hansen (DKP) var ikke principielt modstander af, at statshospitalerne og de psykiatriske afdelinger blev underlagt amtskommunerne, men var betænkelig ved, at dækningen af udgifterne til hospitalsvæsenet under amterne skulle ske på basis af bloktilskudsordningen. DKP var principielt imod bloktilskudsordningen og var desuden af den opfattelse, at bloktilskud ikke var velegnede inden for sygehussektoren og slet ikke til de meget komplicerede hospitalsafdelinger, der her var tale om.

I den af kommunaludvalget afgivne betænkning blev lovforslaget indstillet til vedtagelse med et af indenrigsministeren stillet ændringsforslag af mere teknisk karakter af et flertal (udvalget med undtagelse af fremskridtspartiets og Danmarks kommunistiske partis medlemmer af udvalget). Der blev dog af et mindretal inden for flertallet afgivet følgende mindretalsudtalelse:

„Et mindretal inden for flertallet (det radikale venstres, socialistisk folkepartis, kristeligt folkepartis og centrum-demokraternes medlemmer af udvalget) ønsker at give udtryk for, at den foreslåede integration af det psykiatriske og somatiske hospitalsvæsen åbner mulighed for en bedre planlægning og prioritering af opgaverne inden for det samlede sygehusvæsen. Det påpeges dog, at rigshospitalets psykiatriske afdeling såvel som rigshospitalets øvrige specialer må henføres til samme regie for at kunne indgå i landsplan1ægningen af specialer samt af undervisningen i forbindelse med lægeuddannelserne i København, Århus og Odense. Da der bør tages ligeligt hensyn til alle landsdele, og da enkelte specialer kun forefindes ét sted i landet, tillægger man det stor vægt, at landsdelsspecialeudvalgets betænkning snarest kommer til at foreligge, idet denne må blive udgangspunkt for den videre drøftelse af sundhedsvæsenets opbygning og prioritering af opgaverne.

Da det altid vil være fordelagtigt for en amtskommune at have en institution med tilhørende personale placeret inden for sine grænser, og da en institutions beliggenhed er af afgørende betydning for det omliggende samfund, ønsker man endelig at påpege, at de 3 amtskommuner, der ikke har noget statshospital, burde have været yderligere tilgodeset med hensyn til fordelingen af statstilskuddet."

Et mindretal (fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) indstillede lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling med følgende bemærkninger:

„Lovforslagets gennemførelse betyder økonomisk ulige betingelser for amtskommunerne, når rigshospitalet holdes uden for nyordningen.

Landsdelene øst for Store Bælt har traditionelt belagt langt de fleste af rigshospitalets 4 psykiatriske afdelinger — i finansåret 1973- 74 beløbende sig til 20.341 sygedage. I modsætning hertil tegnede landsdelene vest for Store Bælt sig kun for 1.960 sygedage eller 9,6 pct.

Økonomisk ligestilling landsdelene imellem ville derfor kræve gennemførelse af en tilsvarende betalingsordning for indlæggelse på rigshospitalets psykiatriske afdelinger som på statshospitalerne."

Endelig kunne et andet mindretal (Danmarks kommunistiske partis medlem af udvalget) ikke medvirke til lovforslagets gennemførelse og ville ved 3. behandling undlade at stemme herfor.

Efter at det af indenrigsministeren stillede ændringsforslag var blevet vedtaget ved 2. behandling, blev lovforslaget vedtaget ved 3. behandling med 132 stemmer (S, V, RV, KF, SF, KrF og CD) mod 24 (FP). 11 medlemmer (DKP og VS) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.