L 130 Lov om oplysnings- og salgspligt vedrørende kulbrinter.

Af: Handelsminister Erling Jensen (S)
Samling: 1974-75 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 165 af 07-05-1975
Efter 1. behandling henvist til det energipolitiske udvalg. Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling. Loven giver dels i § 8 regeringen bemyndigelse til at ratificeret aftalen af 18. november 1974 om et Internationalt Energi Program, dels tilvejebringer den de nødvendige lovhjemler til dette programs opfyldelse.

Lovens §§ 1-7 er sålydende:

„§ 1. Til opfyldelse af internationale aftaler kan handelsministeren bestemme eller fastsætte regler om, at virksomheder, der omsætter kulbrinter, skal afgive oplysninger vedrørende ind- og udførsels-, produktions-, afsætnings-, oplagrings- og transportforhold for kulbrinter samt vedrørende virksomhedsforhold i øvrigt.

Stk. 2. Handelsministeren kan bestemme eller fastsætte regler om, at virksomheder, der transporterer kulbrinter, skal afgive oplysninger vedrørende tilgængelighed og benyttelse af tr ansp ortf aciliteter.

§ 2. Oplysninger indhentet i medfør af bestemmelserne i § 1 kan under de indgåede aftaler videregives til de i aftalerne deltagende landes myndigheder eller til de ved aftalerne oprettede internationale organer under forudsætning af, at oplysninger om enkeltvirksomheder behandles som fortrolige.

§ 3. Handelsministeren kan fastsætte bestemmelser om, at rigtigheden af oplysninger afgivet efter § 1 skal attesteres af en statsautoriseret revisor, af en registreret revisor eller underbygges med andre bevisligheder.

§ 4. Handelsministeren kan bestemme eller fastsætte regler om, at virksomheder, der producerer eller importerer kulbrinter, skal foretage salg af nævnte varer til opfyldelse af internationale fordelingsordninger i de indgåede aftaler.

§ 5. Den. der undlader inden en af handelsministeren fastsat frist at afgive oplysninger som nævnt i § 1, eller som i forhold, der omfattes af loven, meddeler handelsministeriet urigtige eller vildledende oplysninger, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Stk. 2. Den, der undlader inden en af handelsministeren fastsat frist at efterkomme pålæg meddelt efter § 4, straffes på samme måde som nævnt i stk. 1.

Stk. 3. I forskrifter, som udstedes i henhold til loven, kan det fastsættes, at overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne straffes på samme måde som nævnt i stk. 1.

Stk. 4. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.

§ 6. Loven træder i kraft ved kundgørelsen i Lovtidende.

§ 7. Foranstående bestemmelser gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for

Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger, og således, at handelsministerens beføjelser udøves efter forhandling med ministeren for Grønland."

I lovforslagets bemærkninger er redegjort for aftalen af 18. november 1974 om et Internationalt Energi Program og dets virkninger for Danmark. Der skal derfor i det hele henvises hertil.

Lovforslaget blev fremsat og ved 1. behandling behandlet sammen med forslag til lov om ændring af lov om forsyningsmæssige foranstaltninger, se nærmest foranstående sag, hvilket i handelsministerens fremsættelse begrundes således:

„ ... Når regeringen samtidig stiller forslag om ændring af lov om forsyningsmæssige foranstaltninger, kan dette ikke betragtes som en nødvendig følge af energiprogrammets tiltræden, men derimod snarere som en understregning af den betydning, som de internationale bestræbelser har for vore hjemlige forhold. Med lovforslaget tilsigtes der tilvejebragt mulighed for, at folketingets energipolitiske udvalg kan overtage behandlingen af energiforsyningssager i krisesituationer som den, vi oplevede sidste vinter. Samtidig viste sidste vinters erfaringer, at der kan være behov for at etablere prisudligningsordninger, der kan sikre en ligelig fordeling af de økonomiske byrder for forbrugerne i sådanne situationer, og lovforslaget indeholder derfor også bestemmelse om, at prisudligningsordninger kan gennemføres... "

Forslaget fik stort set en velvillig modtagelse i folketinget, dog fandt adskillige ordførere, at den normale procedure vedrørende ratifikation af internationale aftaler burde være fulgt i stedet for i lovforslaget at optage bestemmelsen om samtykke til ratifikation.

Handelsministeren svarede, at begrundelsen herfor var, at regeringen tillagde det afgørende betydning, at folketinget kunne vurdere energiprogrammet og dets konsekvenser for dansk lovgivning i sammenhæng.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 137 stemmer mod 15 (SF, DKP og VS).
Partiernes ordførere
Erik Holst (S), Ove Guldberg (V), Arne Stinus (RV), Hans Jørgen Lembourn (KF), Bent Honoré (KrF), Ib Nørlund (DKP) og Steen Folke (VS)