Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

Loven, der ligesom de nærmest foranstående to sager skal ses i sammenhæng med lov om forlængelse af kollektive overenskomster og aftaler m.v., tager sigte på et regulere pengeinstitutternes indtjening.

Lovens gyldighedsperiode er fastsat i § 11, hvor det bestemmes, at loven træder i kraft 1. april 1975 og udløber 31. marts 1977, medmindre den forinden er ophævet ved kongelig anordning. Forslag om revision af loven skal iflg. § 12 fremsættes for folketinget senest den 1. februar 1976.

Ifølge § 1 må de af loven omfattede virksomheder ikke i lovens gyldighedsperiode beregne sig højere rentemarginal end den, det pågældende pengeinstitut i gennemsnit har beregnet sig for regnskabsårene 1972, 1973 og 1974 (basisperioden).

I lovens § 2 defineres rentemarginalen som forskellen mellem den gennemsnitlige ud- og indlånsrente. Beregningsmåden herfor er fastsat i paragraffens tekst.

I § 3 fastsættes, at uanset § 1 kan pengeinstitutter, der i det sidste regnskabsår i basisperioden har haft en lavere rentemarginal end 5,5 pct., opretholde denne.

Kapitel II henlægger administrationen til tilsynet med banker og sparekasser, og kapitel III indeholder straffebestemmelserne.

Af handelsministerens fremsættelse fremgår baggrunden for lovforslaget:

„I forbindelse med den regulering af lønindkomster og erhvervslivets avancer, som regeringen nu søger gennemført som led i bestræbelserne på at stabilisere den økonomiske situation, finder regeringen det naturligt også at gribe regulerende ind over for pengeinstitutternes indtjening.

For pengeinstitutternes vedkommende er forskellen mellem ind- og udlånsrenten, den såkaldte rentemarginal, det begreb, som bedst modsvarer den bruttoavance, som for det øvrige erhvervsliv lægges til grund ved reguleringen af indkomsterne. En regulering af pengeinstitutternes rentemarginal forekommer derfor at danne det naturlige udgangspunkt for en regulering af pengeinstituternes indtjening.

Fordelen ved at anvende rentemarginalen som reguleringsinstrument er først og fremmest, at det herved kan overlades til det enkelte pengeinstitut selv at bestemme sammensætningen af såvel udlåns- som indlånsrentesatserne. Herved griber man ikke nær så stærkt ind i pengeinstitutternes konkurrenceforhold, som f. eks. ved en regulering alene ved en nedsættelse af udlånsrenten, idet en sådan regulering i særlig grad kunne ramme de mere risikobetonede — og dermed relativt højt forrentede — udlån... "

Lovforslaget blev fremsat og behandlet samtidig med de øvrige regeringsforslag, der blev fremsat samtidig med forslag til lov om forlængelse af kollektive overenskomster og aftaler m. v. (se 2. samling, A. I. nr. 5).

Erhvervsudvalget afgav en samlet betænkning over de forslag, det behandlede i denne forbindelse, nemlig nærværende lovforslag, forslag til lov om avancestop og forslag til lov om begrænsning af udbytter og vederlag m. v., se nærmest forudgående sager.

Det blev ved 3. behandling vedtaget med 121 stemmer mod 34 (FP og KF); 14 medlemmer (SF og VS) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.