L 118 Lov om en ekstraordinær afskrivning og om forhøjede ordinære afskrivninger for 1975 og 1976.

Af: Minister for skatter og afgifter Svend Jakobsen (S)
Samling: 1974-75 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 292 af 26-06-1975
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Loven har følgende indhold:

„§ 1. For maskiner, inventar og lignende driftsmidler som omhandlet i afskrivningslovens afsnit I, der er anskaffet i indkomstårene 1975 og 1976, kan der foretages en ekstraordinær afskrivning på indtil 15 pct. af anskaffelsessummen. Dette gælder dog ikke for anskaffelser, som omfattes af afskrivningslovens § 6 A, samt for aktiver, der er gjort til genstand for forskudsafskrivning efter afskrivningslovens afsnit IV A.

Stk. 2. I forbindelse med den ordinære afskrivning for indkomstårene 1975 og 1976 skal den skattepligtige, som ønsker at foretage en ekstraordinær afskrivning, tilkendegive, med hvilken procent denne afskrivning skal foretages, og han skal beregne afskrivningen. Fradraget i indkomsten for den således beregnede ekstraordinære afskrivning kan den skattepligtige fordele over indkomstårene 1975, 1976, 1977 og 1978, for anskaffelser i 1976 dog kun over indkomstårene 1976, 1977 og 1978.

§ 2. For indkomstårene 1975 og 1976 skal den afskrivningsberettigede saldoværdi efter afskrivningslovens § 2, stk. 3, opgøres med tillæg af hele anskaffelsessummen for driftsmidler anskaffet i sidste halvdel af indkomståret. De ordinære afskrivninger efter afskrivningslovens afsnit I for indkomstårene 1975 og 1976 foretages på grundlag af den således opgjorte saldoværdi. Det beløb, der skal overføres som saldoværdi til det følgende indkomstår, jfr. afskrivningslovens § 2, stk. 2 og 5, fremkommer ved at formindske den afskrivningsberettigede saldoværdi efter 1. pkt. med både den ordinære afskrivning og den beregnede ekstraordinære afskrivning efter § 1, stk. 2, 1. pkt.

§ 3. I forbindelse med opgørelsen af den skattepligtige indkomst for indkomstårene 1976, 1977 eller 1978 kan den skattepligtige helt eller delvis frafalde den ekstraordinære afskrivning i det omfang, denne ikke er bragt til fradrag i indkomsten for tidligere indkomstår. Den frafaldne del af den ekstraordinære afskrivning tilbageføres i så fald til ordinær afskrivning efter afskrivningslovens § 2. Ved den indkomstopgørelse, hvorved den ekstraordinære afskrivning helt eller delvis frafaldes, skal den afskrivningsberettigede saldoværdi ved indkomstårets begyndelse, jfr. afskrivningslovens § 2, stk. 3, forøges med den frafaldne del af den ekstraordinære afskrivning.

§ 4. Der kan ikke foretages ekstraordinær afskrivning efter § 1, stk. 2, 1. pkt., såfremt den skattepligtige er ophørt med virksomheden inden udgangen af vedkommende indkomstår.

Stk. 2. Der kan ikke foretages tilbageførsel efter § 3 af en eventuel uudnyttet del af den beregnede ekstraordinære afskrivning, hvis den skattepligtige forud for det pågældende indkomstår er ophørt med virksomheden.

§ 5. Afgår den skattepligtige ved døden i indkomstårene 1975, 1976, 1977 eller 1978 og skiftes hans bo i umiddelbar forbindelse med dødsfaldet, indtræder boet i retten til at foretage ekstraordinær afskrivning og fradrage den beregnede ekstraordinære afskrivning i indkomsten, jfr. § 1, stk. 2, 2. pkt. Overtager den længstlevende ægtefælle i umiddelbar forbindelse med dødsfaldet fællesboet til hensidden i uskiftet bo, indtræder denne i retten. Det samme gælder, hvis boet uden skiftebehandling udlægges til den længstlevende ægtefælle efter skiftelovens § 57, stk. 1.

§ 6. Den del af den beregnede ekstraordinære afskrivning, der henstår uudnyttet efter indkomstårene 1975, 1976 eller 1977 uden at være tilbageført efter § 3, skal opføres i regnskabet for disse år som en særlig aktivpost. Denne aktivpost medregnes i den skattepligtige formue.

§ 7. Fradrag efter § 1, stk. 2, 2. pkt., omfattes af reglerne i ligningslovens § 28. Reglen i § 28, stk. 3, 2. pkt., finder dog ikke anvendelse.

§ 8. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Loven, der var et led i regeringens foranstaltninger til fremme af beskæftigelsen og havde til formål at tilskynde til øgede investeringer i 1975 og 1976, gennemførtes og behandledes sammen med følgende love:

Lov om ændring af lov om skattemæssige afskrivninger m. v. (se 2. samling, A. I., nr. 170).

Lov om skattemæssig tilbageførsel af underskud i aktieselskaber m. v. (se 2. samling, A. I., nr. 171) og

Lov om midlertidigt investeringsfradrag (se 2. samling, A. I., nr. 172).

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 125 stemmer mod 15 (SF, DKP og VS).
Partiernes ordførere
Mogens Camre (S), Sigurd Ømann (SF), Bernhard Baunsgaard (RV), Ib Stetter (KF), Arne Bjerregaard (KrF) og Knud Jespersen (DKP)