Efter 1. behandling henvist til kommunaludvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling. Hovedsigtet med loven, der har virkning fra 1. april 1975, d. v.s. samtidig med, at lov nr. 324 af 19. juni 1974 om sygehusvæsenet (se Årbogen 1973-74, side 228) træder i kraft, er at gøre det muligt at gennemføre en ordning, hvorefter amtskommunerne og Københavns og Frederiksberg kommuner betaler en takst pr. sygedag ved patienters behandling på rigshospitalet, Kysthospitalet på Refsnæs, Finseninstitutet og de neuromedicinske og neurokirurgiske afdelinger samt radiumstationer på kommunale sygehuse, hvis driftsunderskud i øvrigt dækkes af staten i henhold til særlige overenskomster. I forbindelse med gennemførelsen af en sådan ordning kan det bestemmes, at betalingen skal kunne afkræves, uden at der foreligger samtykke fra vedkommende amtskommune til patientens behandling på det statslige sygehus m. v.

I lighed med gennemførelsen af de ændrede klageregler inden for sygesikringsområdet (se 2. samling, A. I. nr. 140) gennemføres der endvidere med loven en ændret klageprocedure inden for sygehusområdet, hvorefter sygehusudvalgenes afgørelser i fremtiden kan indbringes direkte for den sociale ankestyrelse og ikke som hidtil først for sikringsstyrelsen og derefter for den sociale ankestyrelse. I modsætning til den øvrige del af loven trådte disse ændrede klageregler først i kraft den 1. oktober 1975.

Om baggrunden for lovforslaget hedder det i indenrigsrninisterens fremsættelsestale:

„Lovforslaget indgår som et led i regeringens forslag om udgiftsbegrænsninger på statsbudgettet, og det skønnes, at forslagets gennemførelse vil medføre en indtægt for statskassen på ca. 320 mill. kr. i finansåret 1975-76. Specielt vedr. Rigshospitalet har der imidlertid gennem længere tid været arbejdet med problemerne omkring sygehuskommunernes betaling for indlæggelse, og efter at undervisningsministeriet har opsagt den særlige undervisningssengeordning i Århus til den 1. april 1975, må det anses for ønskværdigt også at ændre de hidtidige regler om benyttelsen af statens sygehuse. Det er derfor regeringens ønske at få etableret en betalingsordning, hvorved man opnår det første skridt mod en økonomisk ligestilling ved indlæggelse på statslige og amtskommunale specialafdelinger, således at indlæggelser alene sker ud fra rent lægelige hensyn og i overensstemmelse med den planlægningsmæssige baggrund, der har ført til dimensionering og specialefordeling på de enkelte hospitaler og afdelinger. For at nå dette mål kan det imidlertid blive nødvendigt, at man i tilslutning til betalingsordningen bryder med et af hovedprincipperne inden for sygehusområdet, hvorefter en amtskommune hidtil kun har været forpligtet til at betale for indlæggelse på fremmede sygehuse, når den har samtykket i patientens behandling på det fremmede sygehus. Lovforslaget indeholder derfor en bemyndigelse til, at der kan fastsættes særlige regler, hvorefter praktiserende læger kan henvise direkte til såvel amtskommunale som statslige sygehuse.

En hensigtsmæssig udnyttelse og arbejdsfordeling mellem de forskellige sygehuse, såvel statslige som amtskommunale, opnås imidlertid ikke alene ved hjælp af en betalingsordning og den omtalte frie indlæggelsesret. Det er nødvendigt, at opgaverne for hvert enkelt sygehus er nøje fastlagt, i reglen gennem aftaler. De generelle regler, der bliver fastsat om visitation, vil derfor også kunne fraviges, hvis der mellem vedkommende sygehus og de indlæggende amtskommuner opnås enighed om en anden ordning. Endvidere kan det nævnes, at indenrigsministeriet har nedsat et udvalg, der skal se på landsdelsspecialerne, ligesom jeg med tilfredshed har konstateret, at der både fra Rigshospitalets side og fra kommunerne i hovedstadsområdet er ønske om at se nærmere på en fastlæggelse af Rigshospitalets opgaver.

Gennemføres lovforslaget, vil taksten for indlæggelse blive fastsat til omkring 450 kr. pr. sygedag. Regeringen har således ønsket at gøre nyordningens begyndelse så rimelig som muligt for amtskommunerne, idet dette beløb ligger betydeligt under de faktiske behand- lingsudgifter, selvom der tages hensyn til, at hospitalernes udgifter til forskning og undervisning fortsat skal finansieres af staten. Regeringen lægger samtidig megen vægt på, at nyordningen kommer til at medføre den mindst mulige forøgelse af det administrative arbejde, hvilket imidlertid kun kan lade sig gøre, hvis alle implicerede sygehusmyndigheder vil medvirke til, at der gennemføres en eller anden form for samlet kvartalsvis afregning eller lignende over for amtskommunerne, således at man undgår regninger for den enkelte patient."

Ved 1. behandling fik lovforslaget en overvejende positiv modtagelse af de fleste af ordførerne. Flere af disse forholdt sig dog kritisk over for dele af lovforslaget. Der blev således givet udtryk for, at lovforslaget indebar geografiske skævheder til skade for Vestdanmark. Derimod var ordførerne fra FP og DKP overvejende negative over for lovforslaget. Erlendsson (FP) fandt lovforslaget urimeligt navnlig i forhold til Århus kommunehospital, medens Hanne Reintoft (DKP) især var kritisk over for lovforslaget på grund af den overførelse af skattebyrder fra stat til amtskommuner, som en gennemførelse af lovforslaget ville indebære.

I den af kommunaludvalget afgivne betænkning stillede indenrigsministeren en række ændringsforslag, der alle blev tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af Kaj Hansen (DKP)). Det blev således foreslået, at lade lovforslagets bestemmelse, hvorefter der skabtes mulighed for, at patienter kunne indlægges på en fremmed amtskommunes specialafdeling ved direkte henvisning fra en praktiserende læge for hjemstedskommunens eller det midlertidige opholdssteds amtskommunes regning, uden at det var nødvendigt forud at søge samtykke hertil, udgå under henvisning til, at principperne for indlæggelse på amtskommunale afdelinger måtte forventes nærmere gennemgået i indenrigsministeriets udvalg om landsdelsspecialer.

Ændringsforslagene indeholdt endvidere de ovenfor omtalte ændrede klageregler samt en ændret ikrafttrædelsesbestemmelse. Endelig stillede indenrigsministeren et ændringsforslag, hvorom det i de ledsagende bemærkninger bl. a. hedder:

„Ændringsforslaget tilsigter at gøre det muligt, at betalingsordningen i begyndelsen kan administreres som en fast benyttelsesafgift, der beregnes i forhold til antallet af sygedage i 1973-74 på de pågældende statslige sygehuse og afdelinger. Benyttelsesafgiften vil blive opkrævet med nogenlunde tilsvarende beløb som forudsat i lovforslaget, således at statskassen opnår den indtægt på ca. 321 mill. kr., der er forudsat ved vedtagelsen af finansloven for 1975-76. Benyttelsesafgiften vil ikke kræve særlige administrative foranstaltninger. Benyttelsesafgiften påtænkes opkrævet for finansårene 1975-76 og 1976-77, og det er hensigten at anvende den mellemliggende periode til nærmere at undersøge, hvorledes man på længere sigt bør indrette en betalingsordning for statens sygehuse.

Med den overgangsordning, der er foreslået med ændringsforslaget, vil der kunne ydes Århus amtskommune et fast tilskud på 30 mill. kr. årligt som kompensation for undervisningssengeordningens bortfald under forudsætning af, at den hidtidige frie indlæggelsesret opretholdes. Det særlige tilskud til Århus amtskommune må dog tilvejebringes ved, at sygedagene ved undervisningssengene i 1973-74 også belægges med en benyttelsesafgift, således at staten herigennem opnår et merprovenu på 30 mill. kr., som kan udbetales til Århus amtsråd. "

Til sidstnævnte ændringsforslag stillede et mindretal (fremskridtspartiet) et underændringsforslag, hvorefter tilskuddet til Århus amtskommune blev forhøjet til 73 mill. kr. med henblik på at kunne opretholde den videnskabelige standard ved det medicinske fakultet i Århus.

Ved 2. behandling blev de af indenrigsministeren stillede ændringsforslag vedtaget uden afstemning og det af fremskridtspartiet stillede underændringsforslag forkastet med 99 stemmer (S, V, RV, KF, SF, KrF og CD) mod 26 (FP og DKP), medens 3 medlemmer (VS) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod. Lovforslaget blev herefter henvist til fornyet behandling i kommunaludvalget.

I den af udvalget afgivne tillægsbetænkning indstillede et flertal (udvalget med undtagelse af fremskridtspartiets og Danmarks kommunistiske partis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse i den form, hvori det forelå efter afstemningen ved 2. behandling. Det radikale venstres medlem af udvalget afgav dog i forbindelse hermed følgende mindretalsudtalelse:

„Et mindretal inden for flertallet (det radikale venstres medlem af udvalget) finder dog ikke, at den økonomiske side af sagen er løst på fuldt tilfredsstillende måde, og henstiller derfor til ministeren, at denne side af sagen tages op til ny overvejelse. Mindretallet henviser i denne forbindelse til de problemer, som Amtsrådsforeningen har påpeget i sin skrivelse af 20. maj 1975, og herunder navnlig til, at kom- pensationsydelsen til Århus amtskommune burde forhøjes, og at staten burde acceptere det provenutab, dette vil afføde. Ved den trufne ordning påføres Århus amtskommune en statsopgave, som i økonomisk henseende må være en belastning, og derfor ville et yderligere tilskud af en størrelsesorden på 7-10 mill. kr. være en rimelig konsekvens af lovforslaget."

Et mindretal (fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) afgav til tillægsbetænkningen følgende udtalelse:

„Et mindretal (fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) ønsker at udtale:

Det er mindretallets opfattelse, at det minimumskrav, der er fremsat over for udvalget af en deputation fra Århus amtsråd, om et statsligt bidrag på 20 mill. kr. ud over den opkrævede benyttelsesafgift bør opfyldes. I konsekvens heraf har mindretallet stillet nedenstående ændringsforslag, der midlertidigt vil kunne afhjælpe den uretfærdighed mod Vestdanmark, en gennemførelse af lovforslaget i den form, hvori det foreligger efter 2. behandling, ellers vil medføre. Der henvises i øvrigt til de ledsagende bemærkninger. Mindretallet indstiller derfor lovforslaget til vedtagelse med det af mindretallet stillede ændringsforslag."

Et andet mindretal (Danmarks kommunistiske partis medlem af udvalget) kunne ikke medvirke til lovforslagets gennemførelse og ville ved 3. behandling undlade at stemme.

Efter at det af fremskridtspartiet fremsatte ændringsforslag var blevet forkastet med 106 stemmer (S, V, RV, KF, SF og KrF) mod 33 (FP og DKP), medens 8 medlemmer (CD og VS) tilkendegav, at de hverken stemte for ell er imod, blev lovforslaget ved 3. behandling vedtaget med 113 stemmer (S, V, RV, KF, SF, KrF og CD) mod 24 (FP); 11 medlemmer (DKP og VS) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.