B 8 Forslag til folketingsbeslutning om statslig garantistillelse for driftslån til håndværks- og mindre industrivirksomheder.

Samling: 1974-75 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

Forslaget havde følgende ordlyd:

„Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag om statsgaranti for visse driftskreditter til håndværks- og mindre industrivirksomheder efter følgende retningslinjer:

1. Statsgaranti for driftskreditter i privat pengeinstitut kan ydes inden for et samlet beløb på 500 mill. kr. til veldrevne virksomheder, der står over for mere omfattende omstilling til nye produktioner og/eller markeder.

2. Ved statsgaranti som nævnt under nr. 1 påtager staten sig 2/3 af eventuelt tab på de pågældende driftskreditter."

Forslaget var et led i det radikale venstres erhvervs- og beskæftigelsesfremmende politik.

Ved dets 1. behandling udtalte handelsminister Erling Jensen, at han ville inddrage det foreliggende forslag i regeringens overvejelser vedrørende de erhvervspolitiske foranstaltninger.

Med vedtagelsen af lov om lån til håndværk og mindre industri (omtalt under 2. samling, A. I. nr. 50) anser det radikale venstre en del af dets ønsker imødekommet, hvilket udtales i betænkningen over det nævnte lovforslag.
Partiernes ordførere
Dorte Bennedsen (S), Ole Rötzler Møller (V), Leif Glensgård (FP), Gert Petersen (SF), Erik Haunstrup Clemmensen (KF), Inger Stilling Pedersen (KrF) og Jørgen Jensen (DKP)