B 39 Forslag til folketingsbeslutning om etablering af en central konsulentordning for byggehåndværket og den mindre industri.

Samling: 1974-75 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

Forslaget havde følgende ordlyd:

„Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag om etablering af en central konsulentordning for byggehåndværket og den mindre industri. Konsulenternes opgave skal være produktivitetsfremme, etablering af samarbejde mellem mindre virksomheder, øget kendskab til regnskabsanalyse og koordinering af den eksisterende konsulenttjeneste i de faglige organisationer."

Af bemærkningerne, der ledsagede forslaget, fremgik bl. a.: „Forslaget er et led i det radikale venstres erhvervs- og beskæftigelsesfremmende politik til bekæmpelse af den økonomiske krise.

Håndværket og den mindre industri har kun 14 konsulenter til 90.000 virksomheder, placeret i de faglige organisationer. Der er især nu brug for en central konsulentordning i byggehåndværket, dels på grund af byggekrisen, dels fordi byggeomkostningerne i de senere år er steget mere end forbrugerprisindekset. Der er for byggeriet behov for at organisere mindre og større samarbejdsgrupper omkring nybygninger og moderniseringer for at skabe rationaliseringsgevinster og reducere omkostningerne."

Ved forslagets 1. behandling udtalte handelsministeren, at han var enig med forslagsstillerne i sigtet med forslaget. Han fandt imidlertid ikke, at det var nødvendigt at gennemføre en ny lovgivning, men mente at have de nødvendige forudsætninger for at gennemføre forslagsstillernes synspunkter indenfor den gældende konsulentordning.

Erhvervsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Karl Johan Mortensen (S), Ole Rötzler Møller (V), Frede Tandrup Jensen (FP), Leif Glensgård (FP), Oluf von Lowzow (KF), Inger Stilling Pedersen (KrF), Villy Fuglsang (DKP) og Preben Wilhjelm (VS)