B 37 Forslag til folketingsbeslutning om lov om styrelse af højere uddannelsesinstitutioner.

Samling: 1974-75 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til undervisningsudvalget.

Forslaget havde følgende ordlyd:

„Folketinget opfordrer undervisningsministeren til at fremsætte lovforslag til ændringer af lov om styrelse af højere uddannelsesinstitutioner efter følgende retningslinier:

1. Der gennemføres ændringer i de styrende organers kompetence:

a) De i § 11 eller de i § 12 omtalte råd skal have kompetence til at træffe afgørelse om ansættelse af deltidsansatte, timelønnede undervisningsassistenter og tilsvarende lærere. Som følge heraf fratages studienævnene denne kompetence, som de i dag har ifølge § 14, stk. 7.

b) De i § 11 eller de i § 12 omtalte råd skal have kompetence til at udarbejde og ajourføre en studieordning med angivelse af undervisningens mål, omfang og varighed, form og indhold samt pensumbeskrivelse.

Som følge heraf fratages studienævnene denne kompetence, som de i dag har ifølge § 14, stk. 3.

c) De i § 11 eller de i § 12 omtalte råd skal påse, at den undervisning, der gives, er relevant i forhold til uddannelsens mål og de fastsatte eksamensordninger.

Som følge heraf fratages studienævnene denne kompetence, som de i dag har ifølge § 14, stk. 5.

d) Centralstudienævnene nedlægges, og deres kompetence overtages af de i § 11 eller de i § 12 omtalte råd.

2. Der foretages en ændring af valgreglerne, således at den i § 20, stk. 2, hjemlede adgang til at opdele de valgberettigede i repræsentationsområder afskaffes.

Der skal altid gennemføres forholdstalsvalg, hvor liste- og/ eller valgforbund opnår en repræsentation i de styrende organer svarende til andelen af de afgivne stemmer.

3. § 33 og § 34 i loven tages op til revision således, at de studerendes råd og de grupper, der er repræsenteret i de styrende organer, ligestilles i henseende til offentlige tilskud. 4. Ændringsforslagene bør træde i kraft med virkning fra 1. august 1976."

Forslaget var til 1. behandling sammen med forslag til lov om ændring af lov om styrelse af højere uddannelsesinstitutioner [af Halvgaard m. fl.] (se A. II. nr. 77).

Undervisningsudvalget nåede ikke at afgive betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Poul Søgaard (S), Tove Nielsen (V), Børge Halvgaard (FP), Kristine Heltberg (SF), Edele Kruchow (RV), Gerda Møller (KF), Christian Christensen (KrF), Christian Arnfast (CD), Freddy Madsen (DKP) og Steen Folke (VS)