B 31 Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af et kontaktorgan kontaktorganmellem regeringen og arbejdsmarkedets parter.

Af: Poul Schlüter (KF) , Erik Ninn-Hansen (KF) og Ib Stetter (KF)
Samling: 1974-75 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende indhold:

„Folketinget opfordrer regeringen til snarest at oprette et kontaktorgan til drøftelse af indkomst- og omkostningspolitiske spørgsmål mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter."

Om forslagets sigte anføres bl. a. følgende i de ledsagende bemærkninger:

„Forslagsstillernes hensigt med oprettelse af kontaktorganet er at skabe en permanent ramme for drøftelser af indkomst- og omkostningspolitiske spørgsmål. Deltagerne bør være repræsentanter for regeringen og for arbejdere, funktionærer, tjenestemænd og arbejdsgivere. De pågældende organisationer bør inddrages i arbejdet med den nærmere udformning af kontaktorganets arbejdsform.

Forslagsstillerne anser det for betydningsfuldt, at drøftelserne i det permanente kontaktorgan kan finde sted i andre situationer end umiddelbart forud for afslutning af nye overenskomster.

Reallønsforbedringer kan opnås på flere måder: f. eks. som højere lønninger, lavere skatter eller lavere priser. Der er imidlertid afgørende forskel på, hvorledes de forskellige metoder påvirker omkostningsniveauet.

Da Danmarks omkostningsniveau i betydelige perioder er steget mere end vore nærmeste konkurrenters, og da alt tyder på, at dette også vil blive tilfældet i år, må vi i den kommende tid sikre, at reallønsforbedringer i størst muligt omfang indtræffer gennem lavere skatter."

Ved 1. behandlingen blev forslaget afvist af økonomiministeren og flertallet af partiernes ordførere.

Forslaget er en genfremsættelse af et af det konservative folkeparti i folketingsåret 1971-72 fremsat forslag (se folketingsårbogen 1971-72 side 511).

Arbejdsmarkedsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget inden folketingssamlingens slutning.
Partiernes ordførere
Svend Auken (S), Jens Peter Jensen (V), Leif Glensgård (FP), Lone Dybkjær (RV), Henning Philipsen (SF), Svend Erik Sørensen (KrF), Knud Jespersen (DKP) og Kurt Hansen (VS)