Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.
Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:
„Folketinget opfordrer regeringen til
1) at ophæve 180 dages reglen i § 54, stk. 2, og 26 ugers bestemmelsen i § 55, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 389 af 28. juni 1973, som ændret ved lov nr. 317 af 19. juni 1974, om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v.,
2) at igangsætte offentlige arbejder, især rensningsanlæg til beskyttelse af naturen, som der foreligger færdige planer om til realisering,
3) at yde billige lån til rationelle moderniseringer af den gamle boligmasse,
4) at sikre opførelsen af almennyttigt boligbyggeri gennem statsfinansiering,
5) at udvide købekraften gennem afskaffelse af momsen på fødevarer, medicin og byggeri,
6) at indefryse de reelle værdistigninger på jord og faste ejendomme."
Om baggrunden for forslaget hedder det i de ledsagende bemærkninger:
„På baggrund af den stigende ledighed er der opstået en række alvorlige problemer, som hurtigst muligt må løses.
ad 1. Dagpengeretten ophører for unge efter endt uddannelse efter det første år som medlem af en arbejdsløshedskasse, når der er udbetalt beløb, som sammenlagt svarer til dagpenge for 180 dage. For andre lønmodtagere kræves, at de sammenlagt har haft arbejde i mindst 26 uger inden for de sidste tre år. Da den kapitalistiske krise har skabt et stort antal uforskyldt ledige, som tillige rammes af disse hårde regler, må bestemmelserne ophæves. De mennesker, som går ledige i længere tid, må sikres uddannelse og arbejde igen, men indtil det sker, skal de have dagpenge som alle andre.
ad 2. Se Spildevandsrensning 1972-1982 fra Miljøstyrelsen. Publikation nr. 1974/1.
ad 3. Folke- og boligtællingen af 9. nov. 1970 (A 15) for Københavns kommune viste, at 133.240 lejligheder (46,72 pct.) var uden eget bad og 31.780 lejligheder (11,14 pct.) var uden eget wc.
ad 4. Boligforliget i juni indeholdt et punkt om opførelse af mindst 13.000 lejligheder årligt.
ad 5. Se DKP-forslag nr. XI af 1. nov. 1974 om ophævelse af merværdiafgiften på fødevarer og medicinalprodukter og lovforslag nr. 16 af 9. oktober 1974 om ændring af lov om boligbyggeri.
ad 6. Se DKP-forslag nr. 106 af 26. februar 1974 om tinglysning af kapitalværdistigninger på jord og faste ejendomme som en offentlig prioritet."
For så vidt angår de omtalte forslag, henvises til 1. samling, B.II. nr. 7, samt Årbogen 1973-74, side 394.
Såvel arbejdsministeren som flere af ordførerne stillede sig ved 1. behandling velvillige over for de intentioner, der lå bag forslaget, om end flere af disse fandt, at adskillige af de af forslaget berørte punkter på anden måde var blevet taget op, lige så vel som flere kun kunne gå ind for dele af forslaget. Ordførerne fra V og KF stillede sig derimod overvejende kritiske over for forslaget.
Forslaget blev i arbejdsmarkedsudvalget behandlet sammen med det af arbejdsministeren fremsatte forslag til lov om ændring af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m. v. (Bortfald af 18 års aldersgrænsen for medlemskab, halvårlige reguleringer af arbejdsløshedsdagpenge, ophævelse af det generelle maksimum for arbejdsløshedsdagpenge, nedsættelse af venletiden for ret til dagpenge, ophævelse af det særlige arbefdskrav for 22-årige m. v.) (se A.I. nr. 1) og det af medlemmer af socialistisk folkeparti fremsatte forslag til folketingsbeslutning om ændring af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m. v. (se nærmest foranstående sag).
Udvalget afgav ikke betænkning over forslaget.