Ved lovforslaget foresloges samtlige kollektive overenskomster og aftaler om løn- og arbejdsforhold, der var opsagt eller opsiges inden udgangen af året 1975, forlænget til den 1. januar 1976 med de ændringer, der ville følge af forslag til lov om midlertidig ændring af dyrtidsregulering af arbejdsvederlag m.v. (se nærmest følgende sag). For den periode, hvormed overenskomsterne således foresloges forlænget, foresloges en tilsvarende forlængelse af den til overenskomstforholdet knyttede fredspligt.

Det blev dog samtidig foreslået, at forlængelsen af overenskomster og aftaler m.v. ikke skulle kunne hindre, at der i den nævnte periode blev forhandlet om ændring af bestemmelser, der foreskriver standarder og normer vedrørende driften, herunder bemanding, arbejdstidsregler og lignende for så vidt angår offentlige institutioner og institutioner, der modtager refusionstilskud eller underskudsdækning fra det offentlige. Dette ville især være af betydning, fordi det også var foreslået, at almindelige bestemmelser om løn- og arbejdsforhold, der var fastsat eller godkendt af offentlig myndighed, skulle være omfattet af den samme overenskomstforlængelse som de øvrige kollektive overenskomster.

Om formålet med fremsættelsen af lovforslaget, der var et led i den såkaldte "helhedsplan 1975", udtalte arbejdsministeren ved fremsættelsen bl. a. følgende:

„Formålet med forslaget er, at der allerede nu skabes klarhed over lønudviklingen i det kommende år.

I den situation, vi i dag står i, med den største arbejdsløshed siden halvtredserne, er det af fundamental betydning at få genoprettet vor konkurrenceevne. Et af midlerne hertil må nødvendigvis være en lønpause. Dette bliver endnu tydeligere, når man gør sig klart, at når erhvervslivet i dag skal disponere 1 år frem i tiden, skal de gøre det under ringere vilkår, end det længe har været tilfældet. Det marked, der skal disponeres i, er uhyre svagt; de fleste af vore sædvanlige samhandelspartnere er ligesom vi stærkt økonomisk svækkede, og der er kun en smal margen mellem fortjeneste og tab.

Derfor må man fjerne den usikkerhedsfaktor, der hedder lønudviklingen."

Ministeren fremhævede, at bortset fra de ændringer af dyrtidsreguleringsbestemmelserne, der ville følge af det samtidig fremsatte forslag om midlertidig ændring af dyrtidsregulering af arbejdsvederlag m. v., ville der ikke ske noget indgreb i det af arbejdsmarkedets parter opbyggede system til fastsættelse af løn- og arbejdsvilkår. Det blev ligeledes fremhævet, at der ikke var foreslået en tilsvarende forlængelse af individuelle aftaler, idet regeringen ikke havde fundet noget sådant praktisk muligt.

Lovforslaget var et led i regeringens samlede plan for en økonomisk politik (se herom statsministerens redegørelse af 3. december 1974, sp. 2613-2617 i Folketingets Forhandlinger 1974-75, 1. samling) og skulle som sådant især ses i sammenhæng med de samtidigt fremsatte forslag til lov om en godtgørelse for dyrtiden (se A. II. nr. 3), forslag til lov om midlertidig ændring af dyrtidsregulering af arbejdsvederlag m. v. (se A. II. nr. 19), forslag til lov om avancestop og prisdæmpende aftaler (se A. II. nr. 35) og forslag til lov om udbyttebegrænsning m. v. (se A. II. nr. 36). Med til den såkaldte helhedsplan hørte dog også følgende lovforslag: forslag til lov om ændring af lov om beregning af et reguleringspristal (se A. II. nr. 77), forslag til lov om midlertidig prisstop for landbrugsvarer (se A. II. nr. 55), forslag til lov om ændring af lov om skattemæssige afskrivninger m. v. (se A. II. nr. 4), forslag til lov om ændring af lov om investeringsfonds (se A. II. nr. 5), forslag til lov om ændring af lov om indskud på etableringskonto (se A. II. nr. 6) og forslag til lov om skattemæssig tilbageførsel af underskud i aktieselskaber m. v. (se A. II. nr. 7).

Alle de her nævnte lovforslag, der sammenfattedes under betegnelson „helhedsplan 1975", blev fremsat samme dag (den 3. december 1974), ligesom de kom til 1. behandling samtidig.

Som tidligere nævnt redegjorde statsministeren forud for forslagenes fremsættelse for den økonomiske politik, som regeringen søgte gennemført med sin „helhedsplan 1975". Statsministeren fremsatte herunder bl. a. følgende udtalelse:

„Regeringen ønsker med en helhedsplan for 1975 at genskabe og sikre beskæftigelsen. De indgreb, der bliver tale om, vil ikke alle steder være populære og måske mindst i organisationskredse, men de er uomgængelige, hvis vi skal overvinde den øjeblikkelige krise, og de vil være retfærdige. På den ene side vil byrderne for den enkelte være beskedne. På den anden side vil ingen gå fri — herfra dog undtaget visse socialt vanskeligt stillede grupper."

Ved afslutningen af sin redegørelse udtalte statsministeren:

„Regeringen opfordrer alle ansvarlige partier i folketinget til at gennemføre den nødvendige pris- og lønpause. Regeringen understreger, at forslagene hører sammen, og at det ikke vil kunne accepteres og heller ikke føre til det ønskede resultat, hvis kun en del af forslagene føres ud i livet."

Hele planen — samtlige ovennævnte 11 lovforslag — blev ved 1. behandling behandlet sammen.

Kjeld Olesen (S) erklærede herunder, at socialdemokratiet ikke kunne medvirke til lovforslagenes gennemførelse, og han angav herfor bl. a. følgende grunde:

„For det første: det vil på en urimelig måde blive de arbejdsløse, de lavtlønnede og pensionisterne, der kommer til at bære de største byrder.

For det andet: planen handler kun om 1975 og kræver en masse af lønmodtagerne, men der oplyses intet om, hvad der skal ske senere.

For det tredje: lønmodtagerne skal lægge ryg til at genskabe et virksomt erhvervsliv, men det bliver ensidigt, når det ikke kædes sammen med en medejendomsret til de investeringer, som lønmodtagerne skal bidrage til.

For det fjerde: regeringens handlemåde er præget af en uhyre mangel på ansvar på grund af de kræfter, man risikerer at slippe løs gennem sin provokerende holdning over for lønmodtagernes organisationer."

Glistrup (FP) var kritisk over for dele af helhedsplanen, bl. a. over for forslag til lov om godtgørelse for dyrtiden og forslag til lov om avancestop og prisdæmpende aftaler. Han var dog villig til at forhandle om dele af planen, men fremdrog herunder nogle områder, som han mente måtte medindgå i de kommende udvalgsdrøftelser, herunder løntilskud til beskæftigelse af arbejdsløse, forhøjelse af den skattefri bundgrænse fra 9.000 kr. til 19.000 kr. og nedskæring af de offentlige udgifter og lønbudgetter. Han udtalte bl. a. følgende:

„Fremskridtspartiets løsningsbidrag kender man igennem vore mange lovforslag om simpelt hen at fjerne ondet ved dets rod. Kun ved at fjerne de svulmende offentlige udgifter og afvikle indkomstskatten i takt hermed, fjerne dem fra bunden af, kan vi varigt sikre os det valutagrundlag, det inflationsbekæmpende grundlag, som er den eneste sikre langsigtede vej til at undgå, at vi får en langtidsarbejdsløshed her i Danmark."

Christophersen (V) kunne tilslutte sig regeringens udspil, som han fandt præget af balance, således at alle befolkningsgrupper undtagen de svageste (folke- og invalidepensionister o. lign.) kom til at bære deres part af byrden. Herudover efterlyste han anvendelige alternativer til regeringens plan.

Hilmar Baunsgaard (RV) erklærede, at der i det økonomiske hovedsigte var betydelig overensstemmelse imellem regeringen og det radikale venstre, men han satte dog spørgsmålstegn ved en del af regeringens foreslåede foranstaltninger. Dette gjaldt især forslaget om godtgørelse for dyrtiden og forslaget om forlængelse af de kollektive overenskomster og aftaler. Her som på andre områder rettede han dog især kritkken mod den valgte fremgangsmåde, der fik planen til at minde om et valgoplæg.

Schlüter (KF) erklærede, at hans parti ønskede at hjælpe regeringen med dens helhedsløsning, idet man havde de samme mål, en pause for indkomststigningen i 1975 og en bremse på prisstigningerne, men han advarede tillige stærkt imod et valg og en forsinkende valgkamp. Han advarede derfor også regeringen imod at stille et ultimatum. I stedet for en godtgørelse på 100 kr. om måneden for dyrtiden foreslog han, at der ikke gennemførtes generelle lønstigninger, og at man i 1975 suspenderede 5 dyrtidsportioner og til gengæld gennemførte en momsnedsættelse.

Erhard Jakobsen (CD) kunne sige ja til langt den største part af regeringens plan, men han ville ikke betegne indkomstpolitik som centrum-demokraternes livret. Han fandt det dog rimeligt, om lønmodtagere ansat hos det offentlige afstod fra lønforbedringer i det kommende år på grund af den sikkerhed, som disse nyder i deres ansættelsesforhold, men herudover stillede han en række spørgsmål m. h. t. virkningerne i øvrigt af en lønpause og mulighederne for at gennemføre en sådan, ligesom han heller ikke var begejstret for indgreb i privat ansattes dyrtidsregulering. Han fandt, at forslagene var af en sådan karakter, at der krævedes en grundig udvalgsbehandling, og han gik ud fra, at det ikke var regeringens mening at udskrive valg på disse spørgsmål og dermed forhindre, at et udvalg kunne diskutere disse forslag i sammenhæng med andre partiers forslag.

Gert Petersen (SF) startede med en kritik af hele den af regeringen førte økonomiske politik frem til fremsættelsen af disse forslag, herunder den bundne opsparing, afgiftsforhøjelserne, boligforliget og skattereformen. Om de foreliggende forslag sagde han: „Der er tale om en massiv overførelse af midler fra lønmodtagerne til kapitalen. Der er tale om indgreb, der ikke fremmer beskæftigelsen. Der er tale om et utroligt overgreb mod fagbevægelsens rettigheder." Han fortsatte med en række udtalelser om ordningens skadevirkninger for de lavtlønnede og erklærede, at hovedformålet med hele komplekset var at sikre øget merværdi for kapitalen. Af disse og andre grunde måtte SF sige kategorisk nej til indkomstpolitik.

Jens Møller (KrF) nærede også betænkeligheder ved en forlængelse af overenskomsterne og en suspension af dyrtidsordningen, ligesom han kunne have ønsket, at der i forslagene var åbnet mulighed for, at lavtlønsgrupperne kunne have fået en rimelig regulering hen ad vejen. I en så ekstraordinær situation som den foreliggende mente han dog, at det måtte være folketingets ret og pligt at gribe ind. Han sluttede derfor med at tilsige regeringen kristeligt folkepartis støtte til disse upopulære, men nødvendige indgreb.

Knud Jespersen (DKP) kritiserede såvel de fremsatte lovforslag som den førte økonomiske politik og fandt, at helhedsplanen var undsagt af de mange uden for folketinget. Han betegnede helhedsplanen som et generalangreb på opnåede demokratiske rettigheder, der let kunne blive besvaret med en generalstrejke. Arbejdspladsernes og organisationernes reaktioner ville dog efter hans mening være en garanti imod, at helhedsplanen ville blive vedtaget. Han kritiserede endvidere, at der samtidig med et lønstop skulle åbnes nye muligheder for storkapitalen ved sikring af ret til afskrivninger på indtil 120 pct. af anskaffelsessummerne som inspiration til nye investeringer. Ligeledes gik han stærkt imod forslaget om tilbageføring af underskud. Han afviste den samlede helhedsplan, som efter hans mening samlet ville forringe beskæftigelsen og skabe nye og endnu større vanskeligheder for den økonomiske udvikling, medens han i stedet henviste til de af hans parti tagne initiativer i form af forslag spændende fra forslag om offentlig kontrol over forslag om nationalisering til forslag om fastlæggelse af priser og ændringer i beskatningen m. m.

Poul Westergaard (DR) var uenig med regeringen i, at den egentlige årsag til den økonomiske situation var for høje lønninger og den automatiske dyrtidsregulering, og han udtalte, at retsforbundet hverken nu eller senere ville medvirke til noget lovindgreb i det private arbejdsmarkeds aftalefrihed. Man ville derimod medvirke til politiske foranstaltninger, som kunne mildne klimaet for overenskomstforhandlingerne, f. eks. yderligere skattelettelser, afgiftslempelser, indgreb mod urimelige indtægtsstigninger og sidst, men ikke mindst, en eller anden jordreform.

Birgit Busk (U) indledte med at erklære, at hun på de uafhængiges vegne kunne gå 100 pct. ind for regeringens kriseplan, som hun betegnede som et stort skridt i den rigtige retning af genskabelse af sådanne vilkår for erhvervslivet, at hjulene igen kunne komme i sving og ledige hænder beskæftiges. I øvrigt kritiserede hun den gennem de sidste 15 år førte umådeholdne velfærdspolitik, der havde placeret Danmark øverst på ranglisten blandt verdens forbrugerlande på bekostning af en gæld til udlandet på mellem 30 og 40 mia kr. Som yderligere midler til ændring af den økonomiske situation pegede hun bl. a. på opsparingsstøtte i form af skattefrihed for nyopsparing, der blev bundet i langfristede investeringer eller på anden måde båndlagt for længere tid.

Vestergaard Eriksen (FU) var principiel modstander af regeringsindgreb i arbejdsmarkedets frie forhandlingsret, men kunne under visse forudsætninger medvirke hertil. Forslaget om godtgørelse for dyrtiden kunne han principielt tilslutte sig, hvorimod forslaget om avancestop og prisdæmpende aftaler ikke var hans livret, hvorfor han kun modstræbende kunne medvirke hertil. Hvad angik de øvrige lovforslag var han heller ikke ovenud begejstret for dem og ville afvente resultaterne af udvalgsbehandlingen.

Udover de 12 partiordførere havde yderligere 29 medlemmer ordet under lovforslagenes 1. behandling, inden statsministeren fik ordet for at svare på indlæggene. Et medlem, Tillisch (FP), fremsatte under sit indlæg følgende forslag om motiveret dagsorden:

„Folketinget udtaler, at udskrivning af folketingsvalg på nuværende tidspunkt sandsynligvis vil medføre, at mange problemer, som det påhviler folketinget at løse, vil vokse til det katastrofale.

Idet folketinget derfor opfordrer statsministeren til at undlade at søge valg udskrevet, fortsætter tinget forhandlingerne om lovforslagene."

Dette forslag indgik i de fortsatte forhandlinger. Statsministeren svarede på regeringens vegne på de fremkomne indlæg og konkluderede, at kommunisterne, socialistisk folkeparti, socialdemokratiet, fremskridtspartiet og retsforbundet plus et grønlandsk medlem var imod helhedsplanen, og at kun ca. 81 mandater kunne betegnes som forholdsvis positive. Under disse omstændigheder fandt han det nødvendigt, at regeringen overvejede situationen, og han bad derfor formanden om, at mødet måtte blive udsat i 2 timer.

Efter genoptagelsen af mødet fik statsministeren ordet for at fremsætte en udtalelse i henhold til forretningsordenens § 19, stk. 2. Denne udtalelse havde følgende indhold:

„Landet befinder sig i en meget alvorlig økonomisk situation med en omfattende og voksende arbejdsløshed, som kun effektivt kan bekæmpes, hvis det lykkes at tilvejebringe en pause i stigningen i omkostninger og priser. Regeringen har fremlagt en samlet plan, som ville sikre en sådan pause i hele 1975.

Debatten i dag har vist, at der ikke i folketinget kan samles et bæredygtigt flertal om gennemførelsen af denne plan, og der er ikke under debatten fremlagt nogen anden konstruktiv plan, som kunne have en tilsvarende virkning. Det ville ikke være forsvarligt over for erhvervslivet, og det ville ikke være forsvarligt over for de tusinder, der er ramt af eller trues af arbejdsløshed, hvis en afklaring udskydes gennem langvarige forhandlinger, som efter debatten i dag ikke giver noget løfte om et positivt resultat.

Regeringen har overvejet denne situation. Vi er kommet til det resultat, at det må være rigtigt nu at spørge vælgerne, om de vil sammensætte et folketing, der kan gennemføre den nødvendige økonomiske politik. Jeg har derfor i dag indstillet til dronningen, at der udskrives nyvalg til folketinget. Rigsforstanderen, Dronning Ingrid, har på dronningens vegne underskrevet det åbne brev om nyvalg, og dette er meddelt til folketingets formand.

Valgdage i Danmark er normalt tirsdage. Da første tirsdag i januar imidlertid kan volde praktiske vanskeligheder, og da regeringen på den anden side mener, at valget og afklaringen bør komme så hurtigt som muligt, er valgdatoen fastsat til torsdag den 9. januar 1975."

Formanden oplæste derefter det kgl. åbne brev angående udskrivning af nyvalg til folketinget og afbrød derefter mødet.