L 10 Forslag til lov om amtscentraler for undervisningsmidler.

Af: Undervisningsminister Tove Nielsen ()
Samling: 1974-75 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til undervisningsudvalget.

Efter lovforslaget oprettes i hvert amt en amtscentral for undervisningsmidler omfattende 1) en stationær samling af apparater og materialer og 2) en materialesamling beregnet til udlån til de i amtskommunen beliggende skoler og andre undervisningsinstitutioner. Amtscentralerne skal have til opgave at 1) give oplysning om og yde rådgivning vedrørende undervisningsmidler, 2) foretage udlån af undervisningsmaterialer, 3) yde teknisk bistand til lærere i amtskommunen ved fremstilling af egne undervisningsmaterialer, 4) mod vederlag yde bibliotekteknisk bistand til skoler og andre undervisningsinstitutioner i amtskommunen. Administrativt foreslås nedsat et repræsentantskab til at rådgive amtsrådet vedrørende amtscentralernes drift.

Lovforslaget bør ifølge bemærkningerne ses i tæt sammenhæng med forslaget om skolebiblioteker (se nærmest foranstående sag). Forslaget bør ligeledes ses i sammenhæng med forslag til lov om folkebiblioteker (se foran under A. II. nr. 54). Forslaget, der ved 1. behandling blev behandlet sammen med forslag til lov om skolebiblioteker, fik en velvillig modtagelse.

Undervisningsudvalget nåede på grund af valgets udskrivelse ikke at færdigbehandle lovforslaget.
Partiernes ordførere
Helle Degn (S), Børge Halvgaard (FP), Paul Elmholt (RV), Gerda Møller (KF), Lena Pedersen (CD), Kristine Heltberg (SF) og Freddy Madsen (DKP)