Sammen med denne forespørgsel foretoges den følgende forespørgsel, nr. 4, nemlig: forespørgsel til statsministeren af
Lindholt, Arentoft, Ger strøm, Holten, Kaj Larsen og Poulsgaard:

„I anledning af den overhåndtagende marxistiske indoktrinering, som finder sted i det danske samfund, bedes regeringen oplyse, hvad man agter at foretage sig, således at demokrati, åndsfrihed og tolerance kan sikres i vort land."

Ordføreren for forespørgerne vedrørende forespørgsel nr. 3 (Maigaard (SF)) mente ikke, at „det, der var kaldt tyranniet fra de indoktrinerende", var et vigtigt og væsentligt problem for skolens dagligdag; men undervisningsdirektør Baunsbak-Jensen havde med et interview i Berlingske Tidende den 13. oktober rejst en voldsom debat om netop dette spørgsmål. Han var i ét og alt blevet bakket op af undervisningsministeren. 10 pct. af landets lærere var herved blevet bragt i søgelyset. Det kunne ikke være rigtigt, at så stærke ting kunne føres frem på baggrund af løse påstande og uden at ministeren havde vægtige grunde herfor. Disse vægtige grunde måtte ministeren fremføre nu, og kunne hun ikke det, måtte hun trække en række af sine påstande tilbage og tage en alvorlig samtale med undervisningsdirektøren.

Ordføreren for forespørgerne vedrørende forespørgsel nr. 4 (Lindholt (FP)) fandt, at det var et glædeligt tegn, at en minister og en højerestående embedsmand endelig havde taget bladet fra munden. Også andre havde tidligere gjort opmærksom på den fare, der var i den venstreorienterede holdning, der gennemsyrede alle udsendelserne i Danmarks radio og påvirkede børnene. Som dokumentation var det tilstrækkeligt at henvise til, hvad venstreorienterede selv havde udtalt. Det var derfor, man måtte spørge, hvad regeringen ville gøre for at dæmme op for det.

Undervisningsministeren (Tove Nielsen) fandt det af betydning, at folketinget fik lejlighed til at samle debatten om nogle helt fundamentale principper for folkeskolen. Forespørgslerne byggede imidlertid, sådan som de var formuleret, på to forkerte forudsætninger: at ministeren skulle have pligt til at sikre demokrati, åndsfrihed og tolerance i den danske skole, og at dette skulle være muligt for ministeren.

Ministeren skildrede derefter den stedfindende udvikling i folkeskolen, som efter hendes opfattelse tilstræbte en styrkelse af disse principper. For sit eget vedkommende ville hun understrege vigtigheden af, at børnene tidligst muligt opøves i, hvad man kunne kalde for demokratiske færdigheder. På dette område ville ministeren have visse muligheder for gennem bemærkninger til det kommende skolelovforslag og gennem efterfølgende vejledninger at opmuntre og støtte en positiv udvikling. Hvad angik begreber som åndsfrihed og tolerance var muligheden for at øve indflydelse mere begrænsede. Ministeren fremhævede her vigtigheden af viden og kundskaber som en afgørende forudsætning. Skole-hjem-samarbejdet var det afgørende grundlag for, at skolen kunne leve op til forpligtelsen i forhold til det enkelte barn. Endelig fremhævede ministeren kravet om alsidighed i undervisningen.

Statsministeren (Poul Hartling) beskæftigede sig med spørgsmålet i en bredere sammenhæng. Han måtte vende sig imod enhver demagogi, fanatisme, indoktrinering, hvorved han forstod en persons misbrug af sin stilling og sin magt til at påtvinge andre sine synspunkter.

Hverken regering eller folketing kunne sikre demokrati og åndsfrihed, men kunne stræbe efter at give dem de bedst mulige vækstbetingelser i samfundet. Sikringen måtte ske indefra, gennem et levende samspil mellem de enkelte mennesker og de enkelte grupper i samfundet. Det bedste værn lå i den ret, grundloven hjemlede til frie meninger og synspunkter, til organisation og til at give udtryk for sine meninger i tale og skrift.

Statsministeren fremhævede de særlige krav, der måtte stilles til den måde, hvorpå mennesker i betroede stillinger udøvede deres virksomhed på de områder, hvor påvirkningen af mennesker antog en mere monopolagtig karakter. Dette gjaldt således skolen og radio og fjernsyn.

I den efterfølgende debat deltog — foruden ordførerne for forespørgerne statsministeren og undervisningsministeren — følgende som ordførere for partierne: Ritt Bjerregaard (S), Poulsgaard (FP), Enggaard (V), Svend Haugaard (RV), Gerda Møller (KF), Ingolf Knudsen (CD), Poul Dam (SF), Chr. Christensen (KrF), Freddy Madsen (DKP), Flygaard (DR), Birgit Bush (U) og Vestergaard Eriksen (FU). Uden for ordførernes kreds havde følgende ordet: Lysholt Hansen (S), Robert Pedersen (S), Gede (FP), K. Helveg Petersen (RV), Erhard Jakobsen (CD), Melchior (CD), Gert Petersen (SF), Arne Bjerregaard (KrF) og Ib Nørlund (DKP).