B 6 Forslag til folketingsbeslutning om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring.

Af: Freddy Madsen (DKP) , Kaj Hansen (DKP) , Knud Jespersen (DKP) , Ib Nørlund (DKP) , Villy Fuglsang (DKP) og Hanne Reintoft (DKP)
Samling: 1974-75 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

I forslaget til folketingsbeslutning opfordres regeringen til at fremsætte forslag til lov om ændring af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m. v. efter følgende retningslinjer:

„1. I tilfælde af uforskyldt ledighed fastsættes dagpengene til et sådant beløb, at det svarer til 100 pct. af den gennemsnitlige ugeløn ved fuld, sædvanlig arbejdstid inden for den pågældende branche eller fag i det nærmest forudgående kvartal.

2. § 55 ophæves, hvorved såvel 26 ugers reglen som 18 måneders reglen for arbejdere under 22 år bortfalder.

§ 54 ændres således, at lærlinge opnår ret til dagpenge straks efter læretidens udløb.

3. Anvisningen og kontrollen med ledige tilbageføres til fagbevægelsen efter de principper, der gjaldt før 1. april 1969.

4. I §63 indføjes en bestemmelse om, at lønmodtagere uden tab af dagpenge kan nægte overtagelse af arbejde, som anvises i en afstand af over 10 km fra bopælen.

5. 78 dages reglen i §64 ophæves for invalidepensionister på laveste og mellemste pension, idet der ved tilkendelse af denne pensionssats er skønnet, at de pågældende har arbejdsevnen i behold."

Om baggrunden for forslagets fremsættelse hedder det i de ledsagende almindelige bemærkninger:

„I den foregående samling fremsatte Danmarks kommunistiske parti den 8. januar 1974 et forslag til folketingsbeslutning om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring. Siden da er ledigheden steget katastrofalt, og der er opstået en række problemer for de mennesker, som har gået ledige i lang tid.

Denne udvikling har forstærket nødvendigheden af ovennævnte ændringer i lovgivningen."

For så vidt angår det omtalte i den foregående samling fremsatte forslag til folketingsbeslutning henvises til årbogen 1973-74, side 490.

Ved 1. behandling gav arbejdsministeren udtryk for, at det ved behandlingen af såvel nærværende forslag som andre fremsatte forslag om ændringer i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m. v. ville være naturligt at høre landsarbejdsnævnet, hvori såvel arbejdsmarkedets parter som Arbejdsløshedskassernes Samvirke var repræsenteret, og hvor nogle af de tanker, der var indeholdt i de forskellige forslag, allerede var blevet taget op. De fleste af de øvrige partiers ordførere gav udtryk for en overvejende kritisk holdning til forslaget. Især for så vidt angår punkterne 2 og 5 var flere af ordførerne dog villige til at se nærmere på de rejste problemer under udvalgsbehandlingen. Aage Frandsen (SF) kunne erklære sig principielt enig med forslagsstillerne for så vidt angår de fleste af forslagets punkter, men måtte i flere tilfælde stille sig skeptisk over for hensigtsmæssigheden af den valgte fremgangsmåde. Forslagets punkt 4 måtte han i lighed med de øvrige partiers ordførere tage afstand fra.

Arbejdsmarkedsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget inden udskrivningen af nyvalg til folketinget.
Partiernes ordførere
Erling Dinesen (S), Svend Bay (FP), Povl Brøndsted (V), Paul Elmholt (RV), Adam Møller (KF), Poul Boeg (CD), Aage Frandsen (SF) og Willy Bracher (KrF)