Efter 1. behandling henvist til undervisningsudvalget.
Lovforslaget tilsigtede at sammenlægge de nuværende fælleskommunale samlinger og skolecentraler i amtscentraler for undervisningsmidler, som skulle oprettes og drives af amtskommunerne som led i det amtskommunale skole- og undervisningsvæsen. Amtscentralernes virksomhed forudsattes koordineret med biblioteksvæsenet (centralbibliotekerne) med henblik på den bedst mulige udnyttelse af ressourcerne.
Lovforslaget havde nær sammenhæng med forslag til lov om ændring af folkeskolen, se nærmest følgende sag, og det af kulturministeren samtidig fremsatte forslag til lov om folkebiblioteker, omtalt foran under A.II. nr. 18.
Forslaget var en genfremsættelse, idet forslaget oprindeligt blev fremsat som kapitel 1 i forslag til lov om amtscentraler og en landscentral for undervisningsmidler, hvoraf kun bestemmelserne om landscentralen blev vedtaget af folketinget, jfr. lov nr. 419 af 13. juni 1973, omtalt i folketingsårbog 1972-73, side 364. Forslaget blev påny fremsat i 1. samling af 1973-74, men blev ikke færdigbehandlet på grund af valgets udskrivning, se under 1. samling A. II. nr. 40.
Lovforslaget svarede stort set til de tidligere fremsatte.
Undervisningsudvalget afgav beretning over lovforslaget, hvoraf fremgår, at der mellem undervisningsministeren og et flertal (udvalget med undtagelse af fremskridtspartiets medlemmer) er opnået enighed om,
at forslag til lov om oprettelse af amtscentraler fremsættes til fortsat behandling tidligst muligt i folketingsåret 1974-75,
at forslaget gennemføres således, at det overgår til bloktilskud efter objektive kriterier med virkning fra 1. april 1976, således at amts- og primærkommunerne vil kende de økonomiske vilkår, amtscentralerne skal regne med at virke under i de kommende år.
Der er mellem ministeren og flertallet enighed om, at dette udgangspunkt også må være gældende i det lovforslag, der fremsættes i folketingssamlingen 1974-75.