Efter 1. behandling henvist til socialudvalget.
Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.
Ifølge loven, der træder i kraft den 1. oktober 1974, yder den offentlige sygesikring tilskud til kiropraktisk behandling ved kiropraktor, der er godkendt af Dansk Kiropraktor-Råd, selvom der ikke foreligger henvisning fra en læge. Da der er tale om en ordning af en vis forsøgsmæssig karakter, vil den blive taget op til revision i folketingsåret 1976-77.
Det fremgår af bemærlmingerne til lovforslaget, at der vil blive fastsat begrænsning af såvel antal tilskudsberettigede behandlinger som tilskuddets størrelse.
Lovforslaget var i overensstemmelse med det lovforslag, der blev fremsat i folketinget i folketingsåret 1972-73 og påny i folketingsåret 1973-74, 1. samling, bortset fra ikrafttrædelsestidspunktet.
Der henvises til nærværende årbog, 1. samling A. II. nr. 38 samt til Folketingsårbog 1972-73 side 416.
Ved 1. behandling fik lovforslaget en velvillig behandling, men der blev dog givet udtryk for, at grupperne i visse tilfælde var af delt opfattelse.
I udvalgets betænkning anføres bl. a. følgende:
"I samarbejdet mellem alment praktiserende læger og speciallæger er det almindelig praksis, at speciallægen giver patientens alment praktiserende læge underretning om, hvilken diagnose han har stillet, og hvilken behandling han har anset for hensigtsmæssig. Udvalget har overvejet, hvorvidt det herefter bør pålægges kiropraktorerne ved begyndelsen af en behandling at underrette patientens alment praktiserende læge — respektive den læge, patienten anviser — om diagnosen og behandlingen. Spørgsmålet har været gjort til genstand for samråd mellem udvalget og socialministeren, og der er herunder opnået enighed om, at en sådan underretningspligt indføres og sikres ved overenskomst."
Et flertal (udvalget med undtagelse af fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) indstillede lovforslaget til vedtagelse, medens mindretallet indstillede lovforslaget til forkastelse, fordi kiropraktorernes uddannelse og virksomhed efter lovens bestemmelser unddrages sundhedsstyrelsens kontrol i modsætning til, hvad der er gældende for alt andet personel inden for sundheds- og sygdomssektoren, som betales af det offentlige.
Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 131 stemmer mod 7 (Grethe Philip, Niels Helveg Petersen, Edele Kruchow, Inge Krogh, Kirsten Jacobsen, Ib Andersen og Gede) medens 1 medlem (Hanne Reintoft) tilkendegav, at hun hverken stemte for eller mod.