L 82 Forslag til lov om ændring af lov om afgift af benzin.

Samling: 1973-74 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Lovforslaget havde følgende indhold:

"§ 1.

I § 1, stk. 1, i lov nr. 510 af 18. december 1970 om afgift af benzin, som ændret ved lov nr. 415 af 15. september 1972 og lov nr. 532 af 15. oktober 1973, ændres "86,88 øre" til: "77 øre".

§ 2.

Afgiftsnedsættelsen finder anvendelse på benzin, som fra og med lovens ikrafttrædelsesdag indføres eller udleveres fra registrerede virksomheder.

§ 3.

Stk. 1. De registrerede virksomheders angivelse for februar måned 1974 skal omfatte dagene fra 1. februar til lovens ikrafttræden. Angivelsen for marts måned 1974 skal tillige indbefatte den resterende del af februar måned.

Stk. 2. De opgørelser og afgiftsreguleringer, som registrerede virksomheder skal foretage for januar kvartal 1974 efter § 7, stk. 2, i lov om afgift af benzin, skal foretages særskilt for tiden 1. januar 1974 til lovens ikrafttræden og fra ikrafttrædelsesdagen omfattende den resterende del af kvartalet."

Om baggrunden for lovforslagets fremsættelse oplystes i bemærkningerne følgende:

"Forslaget er et led i en række forslag, som fremsættes af socialistisk folkeparti for at afbøde konsekvenserne af oliekrisen.

De stærke stigninger i benzinpriserne vil have en almindelig virkning i retning af at forskyde persontransporten og godstransporten fra individuel til kollektiv trafik. Denne virkning anser socialistisk folkeparti for gavnlig i samfundsmålestok.

På prisudviklingen i erhvervslivet vil de stigende priser ligeledes slå hårdt ind. Derfor foreslås i denne situation en afgiftsnedsættelse til afbødning af de i øvrigt kraftige stigninger for de private husholdninger og erhvervslivet."

På grund af den nære indbyrdes sammenhæng blev lovforslaget ved 1. behandling behandlet sammen med forslag til lov om ændring af lov om vægtafgift af motorkøretøjer m. v. [af Morten Lange m. fl.] (se nærmest følgende sag).

Skatte- og afgiftsudvalget, hvortil forslagene henvistes, afgav ikke betænkning herover inden folketingsårets udløb.
Partiernes ordførere
Egon Jensen (S), Ole Gerstrøm (FP), Dagmar Andreasen (RV), Børge Johansen (CD), Hagen Hagensen (KF), Kaj Hansen (DKP) og Ole Flygaard (DR)