Efter 1. behandling henvist til boligudvalget.
Lovforslaget tilsigtede med baggrund i de stigende oliepriser dels en begrænsning af boligudgifternes stigning, dels en tilskyndelse til iværksættelse af varmeisoleringsarbejder i udlejningsbyggeriet og foreslog derfor to ændringer i loven om midlertidig regulering af boligforholdene, således som denne er bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 362 af 21. juli 1972.
For det første foresloges, at den ved boligforliget i 1966 aftalte lejeforhøjelse for lejere i udlejningsbyggeriet skulle bortfalde for så vidt angår den sidste rate af de i medfør af lejevurderingerne i 1967 pålignede lejeforhøjelser. Det foresloges derfor, at man i lovens § 11, stk. 2, slettede udlejernes adgang til fra 1. april 1974 at forlange lejen forhøjet med den sidste ottendedel af den ved boligforliget i 1966 gennemførte lejeforhøjelse.
For det andet foresloges der indsat en ny bestemmelse i lovens § 36 af følgende ordlyd:
"Stk. 2. Såfremt de under hensyn til energiforsyningssituationen nødvendige varmeisoleringsarbejder ikke sættes i værk i et af boligministeren nærmere bestemt omfang, tilfalder halvdelen af det bindingspligtige beløb statskassen."
Der sigtedes hermed til det i lovens § 32, stk. 1, omhandlede bindingsbeløb, der udgør halvdelen af de lejeforhøjelser, der er gennemført med hjemmel i lovens § 11, stk. 1 og 2, og § 12, stk. 3.
Ved 1. behandling imødegik boligministeren forslaget. Der skal her anføres to uddrag af ministerens bemærkninger:
"De lejeforhøjelser, som forslaget vil fjerne, er lejeforhøjelser, som ellers vil udløses i privat og almennyttigt byggeri i henhold til boligforligets lovgivning, og det sker med virkning fra 1. april 1974. Hvis de almennyttige lejligheder skulle slippe for forhøjelserne, måtte det forudsætte en ændring også i lov om boligbyggeri. Boligreguleringslovens huslejebestemmelse vedrører alene de privatejede lejligheder og lokaler.
Efter bemærkningerne skal forslaget ses i sammenhæng med det ændringsforslag, som SF har stillet til regeringens forslag af 9. januar 1974 om ændring af ligningsloven.
Ligningsloven foreskriver for de gamle parcelhuse en lejeværdi i 1973 på 4 pct. af den 13. almindelige vurdering. Lejeværdien af disse huse er altså allerede nået op på det aftalte slutniveau ifølge boligforliget af 1966.
En jævnføring med parcelhusene må derfor logisk føre til, at også den sidste rate på lejeområdet gennemføres. Det er derfor min opfattelse, at den gældende lejelovgivning sådan som regeringsforslagene er udtryk for det, bør opretholdes, indtil udgangen af marts 1975. Den mellemliggende tid må vi så bruge til at udforme den fremtidige lovgivning."
"Lovforslagets andet punkt er et forslag om, at halvdelen af det bindingspligtige beløb tilfalder statskassen, hvis der ikke gennemføres varmeisoleringsarbejder i et af boligministeren nærmere bestemt omfang. Det står mig ikke ganske klart, hvoraf denne halvdel skal beregnes. Er det halvdelen af det samlede beløb, der er indbetalt siden 1967, som i givet fald skal kunne konfiskeres? Skal det i øvrigt gælde uanset ejerskifte, således at også en tidligere ejer risikerer at miste halvdelen af sine penge, hvis en ny ejer ikke foretager isolering? Hvis dette ikke er tilfældet, kan en ejer nemlig komme uden om bestemmelsen ved at sælge sin ejendom.
Jeg finder forslaget alt for vidtgående. Jeg mener nærmest, det kan betegnes som konfiskation, og jeg har svært ved at se, hvordan en sådan konfiskation umiddelbart skulle kunne gavne lejerne, og det er vel lejernes tarv, forslaget skal tilgodese. De får jo ikke lettere ved at få isoleret, blot fordi staten konfiskerer ejernes penge."
Lovforslaget, der behandledes sammen med det af de samme forslagsstillere fremsatte forslag til folketingsbeslutning om etablering af en statslig låneordning vedrørende varmeisolering (se B. II. nr. 27), blev efter 1. behandling henvist til boligudvalget, der ikke afgav betænkning over forslagene.