L 77 Lov om ændring af lov om boligsparekontrakter.

Af: Finansminister Anders Andersen (V)
Samling: 1973-74 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 296 af 14-06-1974
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Loven fremsattes i overensstemmelse med en i lov nr. 215 af 27. maj 1970 om boligsparekontrakter indeholdt revisionsbestemmelse, som herved ophævedes. Loven betyder således en videreførelse af den gældende ordning. Ved en tilføjelse af et stk. 3 i § 1 er der endvidere sket en stramning af betingelserne for præmiering, idet denne kun opnås ved anvendelse af opsparing til anskaffelse af helårsbolig her i landet.

Lovforslaget fik ved 1. behandling en velvillig modtagelse af ordførerne. Flere af ordførerne var dog imod lovens fortsatte eksistens, men kunne støtte den indsnævring af lovens virkeområde, som var indeholdt i forslaget. Skatte- og afgiftsudvalgets betænkning afspejlede denne stilling, idet et flertal (S,V, RV, CD, SF og KrF) indstillede til vedtagelse, men et mindretal inden for flertallet (S og SF) mente fortsat, at loven burde ophæves.

Ved 3. behandling vedtoges forslaget med 125 stemmer mod 37 (FP, DKP, DR, U).
Partiernes ordførere
Knud Heinesen (S), Mogens Glistrup (FP), Henning Christophersen (V), Lauge Dahlgaard (RV), E. Juul-Madsen (KF), Børge Johansen (CD), Sigurd Ømann (SF), Arne Bjerregaard (KrF), Kaj Hansen (DKP) og Ole Flygaard (DR)