L 183 Forslag til lov om ændring af borgerlig straffelov.

(Forbrydelser mod kønssædeligheden).

Samling: 1973-74 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Forslaget gik ud på en nedsættelse af aldersgrænsen for homoseksuelle forhold fra 18 år til 15 år. I stedet skulle reglen i straffelovens § 223 gøres anvendelig på homoseksuelle forhold, hvorefter den straffes, der har kønslig omgængelse med en person under 18 år, der er den skyldiges adoptiv- eller plejebarn eller betroet den pågældende til undervisning eller opdragelse. Ligeledes straffes den, som under groft misbrug af en på alder og erfaring beroende overlegenhed forfører en person under 18 år til kønslig omgængelse.

Endvidere er udtrykket "øver kønslig usædelighed" af sproglige grunde ændret til "har kønslig omgængelse".

Forslaget, svarer til bestemmelser i det af justitsministeren d. 7. november 1973 fremsatte forslag (se herom under 1. samling A. II. nr. 22), dog med den forskel, at aldersgrænsen for homoseksuelle forhold i stedet for 14 år sættes til 15 år. Forslaget bygger på en erklæring fra retslægerådet af 23. maj 1972, hvori udtales, at man ud fra lægelige erfaringer og undersøgelser fandt det ubetænkeligt at ligestille homoseksuelle og heteroseksuelle forhold i strafferetlig henseende.

På grund af fremsættelsestidspunktet kom forslaget ikke til 1. behandling.