Efter 1. behandling henvist til udvalget for fysisk planlægning.
Ved lovforslaget foresloges tilvejebragt en nyordning af den primærkommunale byplanlægning.
Dernæst søgte lovforslaget at tilvejebringe dels en sammenfatning og en forenkling af den gældende lovgivning om kommunernes byplanlægning, dels en gennemgribende modernisering såvel indholdsmæssigt som sprogligt af de hidtidige bestemmelser.
I sin skriftlige fremsættelsestale oplyste miljøministeren bl. a. følgende om lovforslaget:
"Den forenkling i forhold til den hidtidige lovgivning om og administration af kommunernes fysiske planlægning, som lovforslaget vil indebære, kommer til udtryk på forskellige områder.
Der er for det første tale om en forenkling af selve lovgrundlaget. Hidtil har bestemmelserne om den kommunale byplanlægning været indeholdt først og fremmest i byplanloven, byggeloven og den særlige københavnske byggelov. Nu foreslås bestemmelserne samlet i én lov, hvilket vil gøre det lettere både for dem, der skal arbejde med loven, og dem, der berøres af den.
Endvidere opnås en betydelig forenkling derved, at et stort antal forskellige plantyper efter lovforslaget erstattes af én plantype — benævnt lokalplanen — således at man i fremtiden kun behøver at arbejde med ét sæt tilvejebringelsesregler og ét sæt retsvirkninger.
Endelig vil den foreslåede decentralisering betyde en væsentlig forenkling af planlægningsprocessen. Ved lovforslaget foreslås indført en ordning, hvorefter den nye plantype — lokalplanen — som hovedregel ikke efter kommunalbestyrelsens vedtagelse skal godkendes af nogen anden myndighed. Denne vidtgående nyordning modificeres kun af nogle særlige overgangsbestemmelser og nogle bestemmelser, der tager sigte på helt specielle konfliktbetonede situationer.
Dette decentraliserings- og forenklingsprincip understreges ved lovforslagets bestemmelser om kommunernes oversigtlige planlægning — dispositionsplanlægningen. Det foreslås, at godkendelsen af dispositionsplaner overføres fra staten til de enkelte amtsråd, i hovedstadsområdet dog til hovedstadsrådet. Herved opnås, at statens planlægningsvirksomhed kan koncentreres omkring landsplanlægningen og den statslige sektorplanlægning. Det statslige indseende med den lokale planlægning skifter således karakter. Styringsvirksomheden vil i fremtiden få karakter af hovedtræksbetonet rammestyring koncentreret dels omkring varetagelsen af interesser, der har betydning udover det lokale område, og dels omkring generelle planlægningsspørgsmål, herunder bistand til de lokale myndigheder i form af vejledninger m. v.
Det er endvidere et hovedsigte med lovforslaget at skabe bedre muligheder end hidtil for offentlighedens medvirken i den kommunale planlægning. De gældende regler om fremlæggelse af forslag til byplan- og bygningsvedtægter tilgodeser ikke i tilstrækkelig grad det behov for information og medborgerindflydelse, som er blevet stadig stærkere gennem den sidste halve snes år.
I lovforslaget tilgodeses behovet for øget offentlighed bl. a. ved bestemmelser om, at kommunalbestyrelsen skal offentliggøre alternative skitser til offentlig debat, inden et dispositionsplanforslag kan vedtages af kommunalbestyrelsen — helt parallelt til bestemmelserne i lands- og regionplanloven om regionplaners tilvejebringelse. Også for så vidt angår den nye plantype lokalplaner, indeholder lovforslaget bestemmelser om offentlighedens medvirken og om en forbedret underretning om et planforslag til dem, der berøres af det.
Lovforslaget er opbygget over 3 hovedemner: dispositionsplaner, lokalplaner og de generelle bebyggelsesregulerende bestemmelser, der vil gælde, hvis en lokalplan ikke foreskriver noget andet.
Dispositionsplaner har vist sig at være en både smidig og praktisk plantype, som allerede er indarbejdet i næsten alle kommuner.
Der er imidlertid nu et behov for nærmere bestemmelser om dispositionsplanernes tilvejebringelse og indhold, bl. a. for at gøre det muligt at anvende disse planer som grundlag for decentraliseringen. Lovforslaget indfører derfor en pligt for enhver kommunalbestyrelse til at udarbejde en dispositionsplan for kommunen, hvori der fastlægges kommunens hovedstruktur og udviklingslinierne for arealanvendelsen og bebyggelsesforholdene i kommunen. Miljøministeriet har til hensigt gennem vejledninger o. lign. at bistå kommunerne med at finde frem til den mest hensigtsmæssige måde at gribe det praktiske planlægningsarbejde an på. Det er herunder hensigten at tilskynde kommunerne til i videst muligt omfang at udføre det fysiske planlægningsarbejde under hensyntagen til de ressourceproblemer, som har præget den senere tid, og som må forventes at vokse i styrke. Udover de naturressourcer, som direkte omfattes af den fysiske planlægning, træffes der såleles gennem planlægningen en række beslutninger, der får betydelig indflydelse på samfundets energiforbrug. Kommunerne kan gennem en hensigtsmæssig dispositionsplanlægning medvirke til væsentlige besparelser på dette område.
Af hensyn til kontinuiteten i kommunernes igangværende planlægningsarbejde har regeringen fundet det rigtigst, at overgangen til de nye bestemmelser om dispositionsplanlægning sker gradvis. Lovforslaget er udformet således, at anvendelsen af de nye bestemmelser først bliver obligatorisk, når der foreligger en godkendt regionplan, som omfatter kommunen. Lovforslaget åbner imidlertid også mulighed for, at den enkelte kommunalbestyrelse kan træffe beslutning om at anvende de nye bestemmelser inden dette tidspunkt. Denne gradvise overgang til de nye regler vil tillige sikre en tidsmæssig koordination mellem den nu påbegyndte regionplanlægning og kommunernes dispositionsplanlægning.
Lovforslaget indfører som nævnt en ny plantype — lokalplan — der erstatter en række forskellige eksisterende plantyper med den partielle byplanvedtægt og grundkreds- og byggeområdeinddelingerne i bygningsvedtægterne som de vigtigste. Ved en lokalplan kan kommunalbestyrelsen i fornødent omfang uddybe og supplere de retningslinier, der er nedfældet i kommunens dispositionsplan. Den pligt til at udføre lokalplanlægning, som efter lovforslaget påhviler kommunerne, er præciseret i forhold til byplanpligten efter den gældende byplanlovgivning. Ved by- og landzoneloven knæsattes det princip, at enhver bymæssig bebyggelse må have baggrund i en plan. Ved lovforslaget videreføres dette princip udformet således, at byplanpligten knyttes til foretagelsen af visse større forandringer i de eksisterende forhold, nemlig større udstykninger eller større bygge- og anlægsarbejder. Denne præcisering af byplanpligten er også fundet hensigtsmæssig, fordi der herved gives offentligheden lejlighed til at gøre synspunkter gældende, inden der foretages ændringer i det bestående miljø.
Som nævnt indføres ved lovforslaget den væsentlige nyordning, at kommunalbestyrelsen som hovedregel kan vedtage en lokalplan endeligt og uden godkendelse fra nogen anden myndighed, når lokalplanen ligger inden for dispositionsplanens rammer.
I den gældende lovgivning findes en række bebyggelsesregulerende bestemmelser, som skal overholdes, medmindre andet er bestemt i visse af de plantyper, der er hjemlet i byplanlovgivningen. Der tænkes her på de bestemmelser, der fastlægger f. eks. mindstegrundstørrelsen og bebyggelsens maksimale udnyttelsesgrad og højde. I forbindelse med oprettelsen af miljøministeriet er en del af disse bebyggelsesregulerende bestemmelser overført fra boligministerens til miljøministerens ressort. Disse bestemmelser er optaget i lovforslaget under opretholdelse i princippet af de gældende ordninger. Problemerne, der knytter sig til udnyttelsesgradbegrebet og til fastsættelsen af de maksimale udnyttelsesgrader, er ret komplicerede. Regeringen har i lovforslaget lagt et forslag frem, men er indstillet på, at spørgsmålet må være genstand for indgående overvejelser under den videre behandling af lovforslaget.
Det samme gælder spørgsmålet om de såkaldte private byggeservitutter. Lovforslaget opretholder i princippet den hidtidige retstilstand på dette område, men der kan være grund til yderligere overvejelser om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at bibeholde det hidtidige system på dette område.
I forbindelse med den gennemgang af lovgivningen med henblik på forenklinger og afskaffelse af overflødig administration, som er foretaget af regeringen i samarbejde med de kommunale organisationer, blev navnlig bestemmelserne om klage og dispensation gjort til genstand for indgående og kritiske overvejelser. Resultatet af disse overvejelser er udmøntet i lovforslaget. Med henblik på at styrke den med lovforslaget tilstræbte decentralisering er det fundet rigtigst at foreslå en ordning, hvorefter de spørgsmål, der løbende vil opstå under administrationen af byplanlovgivningen, i videst muligt omfang kan opnå deres endelige løsning på kommunalt niveau. Klagemulighederne er derfor begrænset i forhold til gældende lovgivning, ligesom kommunalbestyrelsens kompetence til at dispensere fra de almindelige regler vil blive øget betydeligt.
Med fremsættelsen af lovforslaget om kommuneplanlægning umiddelbart inden udløbet af indeværende folketingssamling er det regeringens ønske at lægge navnlig lovforslagets hovedprincipper frem til bred debat."
Endelig fremhævedes det, at lovforslagets gennemførelse ville medføre en ganske væsentlig reduktion af statens forbrug af både arbejdskraft og penge i forbindelse med administrationen af byplanlægningen.
Det var, som det fremgår af ovenstående, ikke regeringens tanke, at lovforslaget skulle gennemføres inden samlingens ophør, og udvalget for fysisk planlægning, hvortil lovforslaget henvistes, afgav da heller ikke betænkning over lovforslaget.