Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.
Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.
Ved loven foretages ændring af visse afgiftssatser i en række af de gældende afgiftslove.
I lov om tobaksafgifter forhøjes således cigaretafgiften med 5 øre pr. stk. Afgiften for cigaretpapir nedsættes fra 10 øre pr. stk. til 1 øre pr. stk., medens afgiften for fintskåret røgtobak (til cigaretrulning) til gengæld forhøjes med næsten 100 kr. pr. kg. Disse ændringer betyder sammenlagt en provenuforøgelse på ca. 340 mill. kr. på årsbasis forudsat uændret forbrug.
I lov om afgift af spiritus m.m. ændres afgiftssatserne, således at afgiften for såvel akvavit som f. eks. cognac forhøjes med 5 kr. pr. flaske, hvilket på årsbasis skulle give en provenuforøgelse på ca. 140 mill. kr. ved uændret forbrug.
I lov om afgift af vin og frugtvin m.m. forhøjes afgifterne således: For bordvin 1 kr. 5 øre pr. flaske, For hedvin 1 kr. 60 øre pr. flaske og for frugtvin fra 65 til 85 øre pr. flaske afhængig af, om den er af bordvins- eller hedvinstype. Disse forhøjelser skulle ved uændret forbrug kunne indbringe et merprovenu på 105 mill. kr. på årsbasis.
Endelig ændres i lov om afgift af øl ølafgifterne, således at afgiften for en almindelig pilsner stiger med 10 øre pr. flaske, og for luksusøl af skatteklasse A og B med henholdsvis 12 ½ øre og 15 øre pr. flaske, hvilket på årsbasis og med uændret forbrug skulle kunne give et merprovenu på 170 mill. kr.
Lovforslaget, der under behandlingen i folketinget undergik betydelige ændringer, var et led i en større sammenhæng omfattende såvel planer om besparelser som forslag om ændringer i den direkte beskatning. Det fremsattes og gennemførtes sammen med følgende forslag:
Forslag til lov om ændring af lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m. v. (Se nærmest følgende sag.)
Forslag til lov om ændring af lov om vægtafgift af motorkøretøjer m. v. (Se A. I. nr. 22).
Forslag til lov om ændring af lov om forbrugsbegrænsende foranstaltninger. (Afgift af vaskemaskiner, køleskabe, frysebokse, el-komfurer og støvsugere m. m. Forhøjelse af afgift af fjernsynsmodtagere). (Se A. I nr. 23).
I øvrigt fremsattes samtidig med de nævnte lovforslag følgende yderligere lovforslag:
Forslag til lov om ændring af udskrivningsloven. (Se A. I. nr. 9).
Forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om skattemæssige fradrag og særskilt beskatning af medhjælpende hustruer. (Se A. I. nr. 8).
Forslag til lov om afgift af elektricitet. (Se A. II. nr. 7).
Forslag til lov om afgift af lystfartøjer m. v. (Se A. II. nr. 8). (Taget tilbage).
Finansministeren gav ved den mundtlige fremsættelse en omfattende redegørelse for det samlede oplæg til ændringer i skatte- og udgiftspolitikken og nævnte, at hensigten var at bryde med den udvikling, vi har været inde i igennem en årrække med stærkt stigende offentlige udgifter og stigende skattesatser samt inflation og manglende økonomisk balance.
Allerede under lovforslagenes 1. behandling var de genstand for en omfattende og til dels kritisk debat, og da den af udvalget afgivne betænkning forelå, kunne det konstateres, at der ikke kunne skabes flertal for at gennemføre de fire førstnævnte afgiftsforslag i den foreliggende form. Og under den efterfølgende 2. behandling tydede meget på, at regeringen ved den kommende afstemning ville lide et nederlag, idet der var flertal for en forkastelse af forslagene, hvilket måtte anses for ensbetydende med udskrivning af valg.
Erhard Jakobsen (CD) fremsatte da følgende forslag om motiveret dagsorden:
"Idet folketinget erkender, at det vil være uforsvarligt at standse lovgivningsarbejdet på et tidspunkt, hvor alvorlige problemer kræver hurtig indskriden, udtaler tinget sin tillid til, at regeringen fortsat vil kunne lede lovgivningsarbejdet,
og fortsætter dermed behandlingen af de foreliggende lovforslag."
Dette forslag om motiveret dagsorden vedtoges derefter med 90 stemmer (FP, V, KF, CD, KrF, DR og U) mod 64 (S, SF og DKP), medens 18 medlemmer (RV) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.
Efter en kort udsættelse af mødet forelå fra venstres ordfører Christophersen følgende forslag:
"På venstres vegne skal jeg i henhold til forretningsordenens § 9 anmode om, at behandlingen af forslagene afbrydes, og at forslagene kommer til fornyet udvalgsbehandling."
Efter at dette forslag var vedtaget uden afstemning, stilledes sagernes videre behandling herefter i bero.
Efter en fortsat udvalgsbehandling afgav skatte- og afgiftsudvalget en tilføjelse til betænkningen, hvoraf det fremgik, at finansministeren havde meddelt, at han under den fortsatte 2. behandling agtede at tage forslaget til lov om afgift af lystfartøjer m. v. tilbage. Alligevel var der stadig flertal imod de foran nævnte fire afgiftsforslag, idet såvel S som FP, SF og DKP havde tilkendegivet, at de agtede at stemme imod ved 3. behandling.
Under den fortsatte 2. behandling fremsatte Knud Jespersen (DKP) følgende forslag om motiveret dagsorden:
"Idet folketinget nu må konstatere, at regeringen ikke evner at lede den økonomiske lovgivning på en for landet forsvarlig måde, opfordrer tinget regeringen til at træde tilbage og omgående udskrive nyvalg til folketinget.
Tinget går dermed over til næste sag på dagsordenen."
Dette forslag forkastedes imidlertid med 157 stemmer mod 17; 2 medlemmer tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.
Efter afstemningen over ændringsforslagene og lovforslagenes overgang til 3. behandling fortsattes dog de politiske forhandlinger, og da udvalgets tillægsbetænkning forelå, indstillede et flertal bestående af FP, V, RV, KF, CD, KrF og DR det heromhandlede forslag til lov om ændring af visse forbrugsafgifter. (Forhøjelse af afgiften af cigaretter, fintskåret røgtobak, spiritus, vin og øl) til vedtagelse.
Vedrørende de tre øvrige af de foran nævnte afgiftsforslag (forslag til lov om ændring af lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m. v., forslag til lov om ændring af lov om vægtafgift af motorkøretøjer m. v. og forslag til lov om ændring af lov om forbrugsbegrænsende foranstaltninger) indeholdt tillægsbetænkningen følgende indstilling:
"Et mindretal (fremskridtspartiets, venstres, det konservative folkepartis, centrum-demokraternes og kristeligt folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller de under nr. II., III. og IV. anførte lovforslag til vedtagelse og ønsker at udtale følgende:
Mindretallet betragter lovforslagene og de af finansministeren stillede ændringsforslag hertil som et led i den økonomiske politik, der er nødvendig, såfremt det skal lykkes at ændre den alvorlige udvikling på den danske handels- og betalingsbalance. Det er mindretallets opfattelse, at yderligere led i en sådan politik bør være, at der i finansåret 1975-76 gennemføres samlede besparelser på de offentlige budgetter på mindst 5 milliarder kr., og at disse besparelser øges i de efterfølgende finansår. Mindretallets partier er enige om, at beløbsrammen på 5 milliarder kr. i meget vidt omfang tilvejebringes på grundlag af regeringens oplæg af 8. maj 1974. Partierne er enige om, at evt. bortfald af noget punkt i regeringens oplæg nødvendigvis må modsvares af, at partierne finder frem til andre besparelser af tilsvarende omfang, således at det samlede beløb på 5 milliarder kr. fastholdes. Det er endvidere mindretallets opfattelse, at der allerede med virkning fra 1975 bør gennemføres en lettelse i indkomstbeskatningen på omkring 10 milliarder kr."
Da også det radikale venstres medlemmer af udvalget indstillede de pågældende lovforslag til vedtagelse, var der hermed tilvejebragt et flertal for vedtagelsen af de fire afgiftsforslag.
Ved 3. behandling vedtoges forslag til lov om ændring af visse forbrugsafgifter.(Forhøjelse af afgiften af cigaretter, fintskåret røgtobak, spiritus, vin og øl) med 111 stemmer (FP, V, RV, KF, CD, KrF, DR og U) mod 63 (S, SF og DKP), medens 1 medlem (Rosing (Grønl.)) undlod at stemme.
Vedrørende afstemningen om de tre øvrige afgiftsforslag henvises til behandlingen af de pågældende sager.