L 15 Forslag til lov om ændring af ligningsloven.

Samling: 1973-74 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Ved lovforslaget foresloges en række ændringer i §§ 15 A og 15 B i ligningsloven, som var indsat i denne ved lov nr. 383 af 15. juni 1973. De vigtigste af de foreslåede ændringer var følgende:

For det første foresloges det, at såfremt lejeværdien af egen bolig oversteg den samlede sum af standardfradrag, ejendomsskatter og renteudgifter vedrørende lån i ejendommen eller ejerlejligheden, skulle overskuddet ikke medregnes i den skattepligtige indkomst.

For det andet foresloges det, at der også skulle indrømmes standardfradrag for ejerlejligheder.

For det tredje foresloges det, at maksimumsgrænsen for standardfradrag skulle hæves fra 2.000 kr. til 5.000 kr.

Lovforslaget blev ved 1. behandling behandlet sammen med følgende lovforslag:

forslag til lov om ændring af ligningsloven (af finansministeren) (se A. I. nr. 11),

forslag til lov om ændring af ligningsloven (af Juul-Madsen m. fl.) (se A. II. nr. 28) og

forslag til lov om ændring af udskrivningsloven og lov om særlig indkomstskat (af finansministeren) (se A. I. nr. 10).

Skatte- og afgiftsudvalget, hvortil lovforslaget henvistes, afgav ikke betænkning over dette.
Partiernes ordførere
Egon Jensen (S), Mogens Glistrup (FP), Henning Christophersen (V), Lauge Dahlgaard (RV), E. Juul-Madsen (KF), Erhard Jakobsen (CD), Sigurd Ømann (SF), Jens Møller (KrF), Niels Mølgaard (DR) og Kaj Hansen (DKP)