L 143 Lov om ændring af lov om midlertidig offentlig støtte til almennyttigt boligbyggeri.

Af: Arbejds- og boligminister Johan Philipsen ()
Samling: 1973-74 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 309 af 19-06-1974
Efter 1. behandling henvist til boligudvalget.

Lovforslaget blev fremsat sammen med forslag til lov om ændring af lov om boligsikring, se foranstående sag nr. 37.

Ved loven stilles et yderligere statslån på indtil 100 mill. kr. til rådighed for Boligselskabernes Landsbyggefond til videre udlån til almennyttige boligselskaber. Statslånet tager sigte på at videreføre den gældende driftslåneordning, men således at de

lån, som landsbyggefonden yder til boligselskaberne, gradvis nedsættes, så der sker en langsom udglidning af støtteordningen.

Efter lovforslaget var det hensigten at fordele statslånet over en 5 årig periode. Ved et af boligministeren stillet ændringsforslag nedsættes aftrapningsperioden til godt 2 år. Statslånet på 100 mill. kr. foreslås herefter fordelt således på de enkelte finansår:

1974-75 20 mill. kr.
1975-76 45 mill. kr.
1976-77 35 mill. kr.

Der er endvidere ved loven givet hjemmel for kommunalbestyrelsen til at yde lån til landsbyggefonden til videreudlån til boligbebyggelser i kommunen til anvendelse efter lovens retningslinjer. Dette vil indebære, at en kommunalbestyrelse, der skønner behovet for driftslån til lejenedsættelse i en bebyggelse større, end landsbyggefonden har kunnet opfylde, vil have mulighed for at sikre yderligere støtte i det omfang, kommunalbestyrelsen finder ønskeligt (§ 1 stk. 2).

Ved ændringsforslag stillet af boligministeren under udvalgsarbejdet har kommunalbestyrelsen ligeledes fået mulighed for at tillade, at de gældende regler for udlejning af lejligheder i almennyttigt boligbyggeri midlertidigt fraviges for at imødegå væsentlige udlejningsvanskeligheder.

Det blev endvidere i forbindelse hermed bestemt, at halvdelen af lån, som kommunerne i hovedstadsområdet yder i medfør af § 1 stk. 2, fordeles efter reglerne i § 71 i lov om boligbyggeri.

Om den nærmere begrundelse for de af boligministeren stillede og vedtagne ændringsforslag henvises til de ledsagende bemærkninger, der er gengivet i udvalgets betænkning.

I udvalgets drøftelser er også indgået situationen for de statsstøttede kollegier. Boligministeren har orienteret udvalget nærmere herom og bl. a. redegjort for de økonomiske vanskeligheder, der af samme årsager som i det almennyttige byggeri har ramt enkelte, større nyopførte kollegier. Ministeren har oplyst, at foreløbige beregninger tyder på, at en afhjælpning af disse kollegiers nuværende og kommende likviditetsvanskeligheder vil kræve ekstraordinær kapitaltilførsel i indeværende og de to følgende finansår af en størrelsesorden på tilsammen godt 5 mill. kr.

Udvalget har på denne baggrund med boligministeren drøftet mulighederne for at lade staten yde ekstraordinære midlertidige driftslån til de kriseramte kollegier, således at udgifterne hertil om fornødent afholdes inden for de finanslovsrammer, der er afsat til støtte for unge under uddannelse. Ministeren har givet tilsagn om at søge finansudvalget om tilslutning hertil.

Det forudsættes, at ministeren vil søge udvirket, at kommuner og amtskommuner deltager i en driftsstøtte, i første række ved fritagelse for kommunale ejendomsskatter.

Udvalget har endvidere med boligministeren drøftet gennemførelse af en udligning af lejen i ældre og nyere kollegier, således som det er hjemlet i § 82, stk. 5, i lov om boligbyggeri. Ministeren har meddelt, at en udligningsordning nu gennemføres snarest med det fornødne varsel på 6 måneder.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 125 stemmer mod 31 (FP,DR).
Partiernes ordførere
Knud Damgaard (S), Svend Jakobsen (S), Kirsten Jacobsen (FP), Henning Christophersen (V), Lauge Dahlgaard (RV), Per Bendix (KF), Poul Boeg (CD), Svend Tønnesen (CD), Henning Philipsen (SF), Arne Bjerregaard (KrF), Inger Stilling Pedersen (KrF), Kaj Hansen (DKP) og Niels Mølgaard (DR)