L 135 Lov om ændring af lov om børne- og ungdomsforsorg.

(Økonomiske maksimumsgrænser for daginstitutioner m.v.).

Af: Socialminister Jacob Sørensen ()
Samling: 1973-74 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 315 af 19-06-1974
Efter 1. behandling henvist til socialudvalget.

Ved loven, der har virkning fra den 1. april 1974, er der givet socialministeren bemyndigelse til at fastsætte maksimumsgrænser for statstilskuddet for daginstitutioner. Endvidere er bestemmelsen om, at staten dækker udgiften til institutionens lægetilsyn og tandpleje, ophævet med virkning fra den 1. april 1974.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår, hvorledes bemyndigelsen tænkes udnyttet. Maksimumsgrænsen vil blive fastsat for henholdsvis lønudgifter og øvrige driftudgifter exclusive ejendomsudgifter og vil være afhængig af det normerede børnetal, den ugentlige åbningstid, institutionstypen og den geografiske beliggenhed. Maksimumsgrænserne fremgår af nedenstående skema:

[Se skema i Folketingsårbogen 1973-74, side 273]

Fremgangsmåden ved beregning af den maksimale driftsudgift, som kan anmeldes til statsrefusion, vil i øvrigt være den, at de ovenfor anførte maksimumsbeløb multipliceres med antallet af ugentlige åbningstimer. Det således fremkomne beløb lægges sammen med de gennemsnitlige øvrige driftsudgifter og multipliceres med antallet af pladser ved institutionen.

Det fremgår tillige af lovforslagets bemærkninger, at det derudover er tanken at fastsætte økonomiske maksimumsgrænser for anlægssummerne for nyetablerede daginstitutioner og for huslejen. Udgangspunktet for de økonomiske maksimumsgrænser er anlægssummer, der pr. 1. april 1973 udgjorde følgende beløb pr. daginstitutionsplads:

[Se skema i Folketingsårbogen 1973-74, side 274]

De ovennævnte tal reguleres i overensstemmelse med bevægelserne i byggeomkostningsindekset for en etageejendom opført som montagebyggeri.

Det fremgår endelig af bemærkningerne til lovforslaget, at statens besparelser på årsbasis andrager 37 mill. kr. (for finansåret 1974-75 dog kun ca. 22 mill. kr.), hvortil kommer besparelserne i forbindelse med lægetilsyn og tandpleje på ca. 10 mill. kr.

Lovforslaget, der tilsigter en forenkling af standarder og normer inden for daginstitutioner og tillige har et besparelsesformål, blev fremsat og behandlet sammen med forslag til lov om ændring af lov om omsorg for invalidepensionister og folkepensionister. (Økonomiske maksimumsgrænser for alderdomshjem og plejehjem), se herom nærmest følgende sag.

Ved lovforslagets 1. behandling fik det en overvejende positiv modtagelse, idet dog Ebba Strange (SF) og Hanne Reintoft (DKP) stillede sig afvisende.

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 133 stemmer mod 14 (SF og DKP).
Partiernes ordførere
Eva Gredal (S), Finnur Erlendsson (FP), Kirsten Sparre Andersen (V), Gunner Baunsgaard (RV), Palle Simonsen (KF), Birgit Fjelde (CD), Ebba Strange (SF), Inge Krogh (KrF), Ib Christensen (DR) og Hanne Reintoft (DKP)