Efter 1. behandling henvist til kommunaludvalget.

Loven medfører i første række en ophævelse af det almindelige statstilskud til sygehusvæsenet og det særlige tilskud til behandlingsinstitutioner for alkoholskadede, således at disse tilskud erstattes med tilskud efter udgiftsbehovskriterier til sygehuskommunerne.

Dernæst medfører loven en regulering af den ret vide adgang til befordring eller befordringsgodtgørelse i forbindelse med behandling på det offentlige sygehusvæsen, der har bestået siden 1. april 1973. Hovedtrækket i lovens bestemmelser herom er, at der fremtidig kun er adgang til gratis ambulancetransport eller transport i særligt sygekøretøj. Dog er der ikke for folke- og invalidepensionister tilsigtet nogen ændring i forhold til tidligere gældende regler. I øvrigt tillægges indenrigsministeren bemyndigelse til at fastsætte, i hvilke andre tilfælde befolkningen har adgang til befordring. Samtidig med gennemførelsen af de ændrede befordringsregler indenfor sygehusvæsenets område gennemførtes ved loven tilsvarende ændringer i lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp og i lov om bekæmpelse af kønssygdomme. Endvidere må disse ændrede befordringsregler sammenholdes med den begrænsning i det offentliges forpligtelse til at yde befordringsgodtgørelse til besøg hos praktiserende læger og speciallæger, der følger af den i denne samling ligeledes vedtagne lov om ændring af lov om offentlig sygesikring (se A. I. nr. 98). I modsætning til den øvrige del af loven, der træder i kraft den 1. april 1975, er de ændrede befordringsregler allerede trådt i kraft den 1. juli 1974.

Udover en række redaktionelt betonede ændringer væsentligst som følge af ophævelsen af sygehustilskuddet gennemføres der med loven endvidere en række ændringer i forhold til den tidligere lov efter henstilling fra indenrigsministeriets arbejdsgruppe vedrørende dobbeltadministration. Det drejer sig således om ændrede regler vedrørende godkendelse af overenskomster mellem sygehuskommunerne om at tilvejebringe eller drive sygehuse samt vedrørende fastsættelse af betaling m.v. for de personer, der ikke har ret til vederlagsfri behandling.

Loven afløser lov nr. 237 af 4. juni 1969 om sygehusvæsenet, som ændret ved lov nr. 154 af 31. marts 1973 og lov nr. 410 af 13. juni 1973.

Under den grundige behandling i kommunaludvalget blev lovforslaget navnlig set i sammenhæng med virkningerne af den samlede byrdefordelingsreform såvel på det kommunale som det amtskommunale plan. Jfr. således forslag til lov om ændring af lov om offentlig sygesikring (A. I. nr. 98), forslag til lov om ændring af lov om folkeskolen (se A. I. nr. 103), forslag til lov om ændring af lov om fritidsundervisning (se A. I. nr. 102), forslag til lov om ændring af lov om kommuners og amtskommuners bidrag til statslige og private skoler og kurser (se A.I. nr. 104), forslag til lov om folkebiblioteker (se A.II. nr. 18), forslag til lov om amtscentraler for undervisningsmidler (se A. II. nr. 22) samt forslag til lov om social bistand (se A.I. nr. 90), der alle indeholdt elementer i den såkaldte fjerde etape af byrdefordelingsreformen. Endelig indgik også forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om tilskud til og udligning mellem amtskommuner og kommuner (se A. I. nr. 59) i sidste del af udvalgets behandling af denne etape af byrdefordelingsreformen.

I det oprindelige lovforslag var reglerne om befordring til og fra sygehusbehandling uændrede i forhold til den hidtil gældende lov, men som bebudet i indenrigsministerens fremsættelsestale fremkom denne under udvalgsbehandlingen med ændringsforslag, der foruden nogle ændringsforslag af redaktionel karakter svarede til de ovenfor omtalte ændrede befordringsregler. Disse ændringsforslag blev i udvalgets betænkning tiltrådt af udvalget med undtagelse af socialistisk folkepartis medlem af udvalget.

Til selve lovforslaget var der tilslutning fra alle de i udvalget repræsenterede partier med undtagelse af fremskridtspartiet, hvis medlemmer af udvalget afgav følgende mindretalsudtalelse:

"Et mindretal (fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) kan tiltræde de af indenrigsministeren stillede ændringsforslag, men indstiller dog lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, idet bemærkes, at lovforslaget er et led i et lovkompleks, som skulle danne grundlag for en videreførelse af byrdefordelingsændringerne. Da dette lovkompleks stort set er opgivet, bør nærværende lovforslag udsættes til behandling i næste folketingssamling sammen med de øvrige love."

Efter at ændringsforslagene var blevet vedtaget ved 2. behandling, blev lovforslaget vedtaget ved 3. behandling med 118 stemmer mod 27 (FP og DKP).