F 4 Hvilke oplysninger kan udenrigsministeren give om den udenrigspolitiske situation?

Til: Udenrigsminister Ove Guldberg (V)
Samling: 1973-74 (2. samling)
Status: Foretaget
Ordføreren for forespørgerne (K. B. Andersen (S)) begrundede kort ønsket om oplysninger fra udenrigsministeren med, at der skete overordentlig meget på det udenrigspolitiske felt og i den udenrigspolitiske debat i øjeblikket.

Udenrigsministeren (Guldberg) gav en redegørelse for den udenrigspolitiske situation. Hovedemnerne var det europæiske samarbejde, forholdet mellem Europa og USA, NATO-samarbejdet, Øst-Vest-forholdet, situationen i Mellemøsten og forholdet til den tredje verden.

I den efterfølgende debat deltog — foruden ordføreren for forespørgerne og udenrigsministeren — Arentoft (FP), Arne Christiansen (V) Stinus (RV), Ninn-Hansen (KF), Melchior (CD), Gert Petersen (SF), Ib Nørlund (DKP), Honoré (KrF), Ib Christensen (DR) og Birgit Busk (U). Uden for ordførernes kreds talte Auken (S), Lasse Budtz (S), Knud Damgaard (S), Bernhard Baunsgaard (RV), Overgaard Nielsen (RV), Arnfast (CD), Jes Schmidt (CD), Kristine Heltberg (SF), Maigaard (SF), Knud Jespersen (DKP) og Patursson (Færø.).

Under forhandlingerne fremsatte K. B. Andersen følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 3911):

„Folketinget udtaler,

at Danmark fortsat ønsker at tage aktiv del i bestræbelserne for fred og afspænding både i og uden for Europa,

at Danmark fortsat vil deltage i udbygningen af det udenrigspolitiske samarbejde mellem EF-landene inden for Københavns-rapportens rammer som forudsætning for praktisk samarbejde mellem de ni,

at Danmark vil videreføre sin naturlige kontakt med de øvrige nordiske lande, som den bl. a. kommer til udtryk i Nordisk Råd,

at Danmark ikke anser den atlantiske alliance som et mål i sig selv, men betragter det ligeberettigede samarbejde inden for alliancen som det realistiske grundlag for sikkerheds- og afspændingspolitikken, og

at Danmark vil fortsætte og udbygge sit samarbejde med den tredje verden med henblik på at bidrage til en bedre international balance.

Folketinget går hermed over til næste punkt på dagsordenen."

Hertil fremsatte Gert Petersen følgende ændringsforslag (F. sp. 3945):

„1) 2. afsnit udgår og erstattes af følgende:

„at afvikling af dansk militærvæsen er et egnet middel til fremskyndelse af almindelig nedrustning i Europa og vil være et værdifuldt dansk bidrag til de igangværende forhandlinger i Geneve og Wien."

2) 4. afsnit udgår."

Knud Jespersen fremsatte følgende ændringsforslag til dagsordensforslaget (F. sp. 3983):

„I stedet for 4. afsnit indsættes følgende:

„at folketinget på baggrund af, at Storbritannien kræver genforhandling om forudsætningerne for medlemskab af EF, opfordrer regeringen til at tage vort medlemskab op til efterprøvning.""

Endelig fremsatte Ib Christensen følgende ændringsforslag til dagsordensforslaget (F. sp. 4032):

„Afsnit 2 affattes således:

„at Danmark som selvstændig stat fortsat vil deltage i samarbejde med alle europæiske lande om fælles anliggender."

Ændringsforslag nr. 1 af Gert Petersen forkastedes med 108 stemmer mod 15; 5 medlemmer tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.

Ændringsforslag af Ib Christensen forkastedes med 103 stemmer mod 29; 4 medlemmer tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.

Ændringsforslag af Knud Jespersen forkastedes med 116 stemmer mod 15; 5 medlemmer tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.

Ændringsforslag nr. 2 af Gert Petersen forkastedes med 113 stemmer mod 20; 2 medlemmer tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.

Forslaget om motiveret dagsorden vedtoges med 102 stemmer mod 25; 9 medlemmer tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
K. B. Andersen (S), John Arentoft (FP), Arne Christiansen (V), Arne Stinus (RV), Erik Ninn-Hansen (KF), Arne Melchior (CD), Gert Petersen (SF), Bent Honoré (KrF), Ib Nørlund (DKP), Ib Christensen (DR) og Birgit Busk (U)