Ordføreren for forespørgerne (Maigaard (SF)) redegjorde indgående for baggrunden for forespørgslen og understregede, at debatten burde omfatte spørgsmålet om læreruddannelserne ved Roskilde universitetscenter og ikke spørgsmålet om Roskilde universitetscenter som sådant. De tre aktuelle temaer måtte være læreruddannelserne, ikke mindst den integrerede læreruddannelse
(folkeskolelæreruddannelse og gymnasielæreruddannelse forenet i én uddannelse), tanken om uddannelsescentre og grundlaget for regeringens beslutning om ikke at have læreruddannelse ved Roskilde universitetscenter.
Undervisningsministeren (Tove Nielsen) betonede, at det alene var folkeskolelæreruddannelsen ved RUC, som regeringen ikke ønskede at fremsætte lovforslag om. Uddannelsen til gymnasielærere og lærere ved HF ville blive gennemført som planlagt ved centret. Hun erkendte, at der hermed for øjeblikket ville blive sat bom for et forsøg med integreret læreruddannelse, men understregede, at hendes interesse for den integrerede uddannelse var uændret. Disse tanker måtte imidlertid gennemarbejdes meget grundigt, inden planer burde iværksættes.
Som baggrund for regeringens beslutning fremhævede ministeren især, at basisuddannelsen ved RUC ikke havde været kvalitativt til fredsstillende som grundlag for en folkeskolelæreruddannelse med 1½ års overbygning.
I den efterfølgende debat deltog — foruden ordføreren for forespørgerne og undervisningsministeren — Ritt Bjerregaard (S), Halvgaard (FP), Brøndlund Nielsen (V), Edele Kruchow (RV), Gerda Møller (KF), Ingolf Knudsen (CD), Chr. Christensen (KrF), Freddy Madsen (DKP), Flygaard (DR) og Birgit Busk (U). Uden for ordføreres kreds talte Heinesen (S), Brøndsted (V), Morten Lange (SF) og Inger Stilling Pedersen (KrF).
Under forhandlingerne stillede Maigaard følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 4903):
„Idet folketinget opfordrer undervisningsministeren til at forelægge planer for en koordineret uddannelse af lærere til folkeskolen, gymnasiet og HF ved universitetscentrene i Odense, Roskilde og Ålborg for folketinget,
går tinget over til næste sag på dagsordenen".
Forslaget blev taget tilbage af Maigaard (F. sp. 4922), men optoges af Freddy Madsen (F. sp. 4922).
Flygaard stillede følgende ændringsforslag til dagsordensforslaget:
„Ordene „ved universitetscentrene i Odense, Roskilde og Ålborg" udgår."
Ændringsforslaget forkastedes med 91 stemmer (KF, CD, V, RV, SF, DKP) mod 26 (DR, FP); 32 medlemmer (S og Ipsen) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.
Forslaget om motiveret dagsorden forkastedes med 99 stemmer mod 6 (DKP og Poul Dam); 44 medlemmer (S, SF) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.