B 55 Forslag til folketingsbeslutning om udvalget vedrørende lov om mægling i arbejdsstridigheder.

Af: Aage Frandsen (SF) , Poul Dam (SF) , Morten Lange (SF) og Grete Westergaard (SF)
Samling: 1973-74 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

"Folketinget opfordrer regeringen til at foranledige, at udvalget vedrørende overvejelser af en eventuel revision af lov om mægling i arbejdsstridigheder afgiver betænkning senest den 1. september 1974, sådan at regeringen og folketingets partier eventuelt kan komme med lovinitiativer ved folketingssamlingens begyndelse i oktober 1974.

Betænkningen skal bl.a. indeholde:

1) Overvejelser om eventuel ophævelse af de såkaldte sammenkædningsregler.

2) Overvejelser om eventuel begrænsning i forligsmandens muligheder for at udsætte varslede arbejdsstandsninger.

3) Overvejelser om eventuel indførelse af obligatorisk urafstemning ved afstemning om mæglingsforslag.

4) Statistisk materiale vedrørende indkomstudviklingen og samfundsøkonomien af hensyn til de forestående overenskomstforhandlinger".

Om baggrunden for forslagets fremsættelse hedder det i de ledsagende bemærkninger:

"Ved behandlingen den 25. januar 1973 af SFs forslag til lov om ændring i lov om mægling i arbejdsstridigheder, fremsat den 13. december 1972, blev forslaget bl. a. afvist under henvisning til arbejdet i det af arbejdsministeren den 1. juni 1971 nedsatte udvalg.

For at dette udvalgs eksistens ikke fortsat skal være begrundelse for, at der ikke sker ændringer i lov om mægling i arbejdsstridigheder, er det vigtigt, at udvalget snarest afslutter sit arbejde, sådan at folketinget vil have mulighed for at tage stilling til en ny lov om mægling i arbejdsstridigheder, som kan komme til at virke ved de kommende overenskomstforhandlinger.

Det er endvidere meget vigtigt for arbejdsmarkedets parter i god tid at vide, om der kan ventes ændringer i loven, og det er også vigtigt for parterne at have et tilstrækkeligt statistisk materiale vedrørende indkomstudviklingen og samfundsøkonomien, således som det også blev pålagt udvalget af 1. juni 1971 at skaffe til veje."

Ved 1. behandling udtrykte såvel arbejdsministeren som de fleste af de øvrige partiers ordførere betænkelighed ved at udsætte udvalget vedrørende lov om mægling i arbejdsstridigheder, hvori arbejdsmarkedets parter var repræsenteret, for et tidsmæssigt pres under bestræbelserne for at finde frem til nye mæglingsregler. Fra flere sider blev der dog udtrykt ønske om, at arbejdet i udvalget blev fremmet mest muligt. Forslaget blev derimod velvilligt modtaget af Bay (FP), og Freddy Madsen (DKP) kunne på sit partis vegne erklære sig delvis enig med SF, for så vidt angår indholdet af en senere revision af loven.

Arbejdsmarkedsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Erling Dinesen (S), Svend Bay (FP), Povl Brøndsted (V), Erik Hansen (RV), Hans Jørgen Iversen (CD), Adam Møller (KF), Aage Frandsen (SF), Willy Bracher (KrF), Niels Mølgaard (DR) og Freddy Madsen (DKP)