Efter 1. behandling henvist til socialudvalget.

Forslaget til folketingsbeslutning har følgende ordlyd:

"Folketinget opfordrer socialministeren til snarest muligt at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal overveje forslag til revision af ulykkesforsikringslovgivningen, herunder udarbejde udkast til forslag til lov om ændring af lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde, jfr. lovbekendtgørelse nr. 137 af 26. april 1968, som senest ændret ved lov nr. 610 af 20. december 1972. Til medlemmer af arbejdsgruppen bør foruden sagkyndige udpeges repræsentanter for bl.a. arbejdsmarkedets parter og Den almindelige danske Lægeforening.

Det bør pålægges arbejdsgruppen at koordinere overvejelserne med arbejdsministeriets arbejdsmiljøgruppe af 1972."

Af bemærkningerne til forslaget fremgår bl. a., at forslagsstillerne finder en snarlig udvidelse af listen over anerkendte erhvervssygdomme påkrævet, og herudover finder, at arbejdsgruppen i sine overvejelser med henblik på udarbejdelse af egentlige forslag til ændring af ulykkesforsikringsloven bl. a. bør medinddrage følgende punkter:

1. Lovens § 1 bør ændres, så den foruden at omfatte ulykkestilfælde og skadelige påvirkninger af højst nogle få dages varighed også kommer til at omfatte sygdomstilstande, der skyldes de forhold, hvorunder arbejdet foregår, f. eks rygskader m. m. på grund af forkert løfteteknik.

2. Lovens § 1 A om erhvervssygdomme bør ændres, således at listesystemet bortfalder. Loven bør med andre ord omfatte en hvilken som helst erhvervssygdom. Til erhvervssygdomme bør i øvrigt i princippet henregnes enhver sygdom, der blot i nogen grad er fremprovokeret af de forhold, hvorunder arbejdet foregår. Dette begreb må altså i langt højere grad end efter den gældende lov frigøres fra arbejderens arvelige dispositioner o. 1.

3. Samtidig bør loven ændres således, at den både for så vidt angår ulykkestilfælde, skadelige påvirkninger plus erhvervssygdomme også omfatter transport til og fra arbejdet.

4. Der bør indføres en omvendt bevisbyrde, således at arbejdsgiveren skal bevise, at sygdommen ikke har noget med arbejdsforholdene at gøre.

5. § 3, stk. 2, bør gennemgå en kraftig revision. Den absurde bestemmelse i første punktum om forsæt må fjernes. Bestemmelsen må i øvrigt nyvurderes bl. a. i lyset af den voksende konflikt mellem reglerne om arbejderbeskyttelse og akkordjageriet.

6. Ifølge § 32, stk. 1, er retten til erstatning begrænset til tilfælde, hvor forringelsen af erhvervsevnen andrager 5 pct. eller derover, hvilket i praksis har vist sig at føre til afgørelser, der er urimelige. Bestemmelsen bør derfor ændres således, at begrænsningen slettes, eller således, at grundlaget for vurdering af forringelsen af erhvervsevnen revideres. I samme forbindelse må også nævnes, at forslagsstillerne ønsker en nærmere overvejelse af reglen i § 32, stk. 4, om 25 pct. nedsættelse af renten ved det fyldte 67. år.

7. § 36 bør ændres således, at betingelsen for kapitalisering af erstatningsbeløbet ved invaliditetsgrader på 50 pct. og derover lettes noget.

8. § 46 bør ændres således, at det under ingen omstændigheder kommer arbejderen til skade, at arbejdsgiveren undlader at opfylde sin anmeldelsespligt efter § 45.

9. Loven bør ændres således, at den også kommer til at gælde erstatning for svie, smerte, lyde og vansir.

Ved 1. behandling oplyste socialministeren, at der var truffet foranstaltninger til nedsættelse af et udvalg med et kommissorium, der i høj grad dækker de synspunkter, der er indeholdt i forslaget, som også iøvrigt fik en velvillig modtagelse.

Socialudvalget afgav ikke betænkning om forslaget.