B 34 Forslag til folketingsbeslutning om fuld anvendelse af midlerne i Statens Uddannelsesstøtte.

Af: Freddy Madsen (DKP) , Villy Fuglsang (DKP) , Kaj Hansen (DKP) , Knud Jespersen (DKP) , Ib Nørlund (DKP) og Hanne Reintoft (DKP)
Samling: 1973-74 (2. samling)
Status: 2. behandlet/Forkastet
Efter 1. behandling henvist til undervisningsudvalget.

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

"Folketinget opfordrer regeringen til at frigive de ubrugte 90 millioner kr. i Statens Uddannelsesstøtte i indeværende støtteår."

Bemærkningerne indeholdt følgende begrundelse:

"På trods af, at der er bevilget penge til Statens Uddannelsesstøtte, har undervisningsministeren under henvisning til sparebestræbelser nægtet at frigive 90 mill. kr., som ikke er blevet brugt. For de 150.000 studerende, som rammes af disse besparelser, betyder det en alvorlig forringelse af deres studiekår, idet inflationen har accelereret betydelig stærkere end forudset. Når regeringen derfor nægter at frigive de bevilgede penge, har vi følt det nødvendigt at lade folketinget som ansvarlig myndighed få lejlighed til at sikre bevillingernes rettidige anvendelse."

Forslaget gav anledning til en heftig debat ved 1. behandling.

Af udvalgets betænkning fremgår, at et mindretal (socialdemokratiets medlemmer af udvalget) ønskede forslaget ændret, således at regeringen i stedet yder en kompensation på 10 pct. til de uddannelsessøgende, der oppebærer støtte fra Statens Uddannelsesstøtte. Kompensationen ydes i indeværende støtteår, og udgifterne afholdes af de ubrugte 90 mill. kr. i Statens Uddannelsesstøtte.

Et andet mindretal (det radikale venstres medlemmer af udvalget) ønskede i stedet et beløb på indtil 5 mill. kr. overført fra Statens Uddannelsesstøtte til Dansk Studiefond, som kan stille disse penge til rådighed for individuel støtte.

Socialdemokratiets ændringsforslag blev forkastet med 86 stemmer mod 53, det radikale venstres ændringsforslag blev forkastet med 113 stemmer mod 12, hvorefter forslaget til folketingsbeslutning blev forkastet med 82 stemmer mod 16 (SF, DKP); 40 medlemmer (S og Lone Dybkjær (RV)) tilkendegav, at de hverken stemte for eller mod.
Partiernes ordførere
Helle Degn (S), Børge Halvgaard (FP), Peter Holst (V), Edele Kruchow (RV), Lena Pedersen (CD), H. C. Toft (KF), Kristine Heltberg (SF), Inger Stilling Pedersen (KrF) og Ole Flygaard (DR)